Lægedækningen sikres ikke ved stråmandskonstruktioner
DR Kontant sætter i to udsendelser fokus på et alvorligt problem, som PLO i årevis har gjort opmærksom på: At udenlandske koncerner i dag styrer 41 danske lægehuse med ejerlæger, der reelt agerer som stråmænd. En del af dem stort set uden at vise sig i klinikken.
PLO’s formand, Jørgen Skadborg, efterlyser, at der politisk gribes ind over for de udenlandske koncerners gradvise overtagelse af stadig flere lægeklinikker.
”Udviklingen er til stor skade for patienterne, der får sværere ved at få adgang til fast læge, og den er til belastning for det øvrige sundhedsvæsen. Vi ved fra dansk og international forskning, at fraværet af en fast læge fører til øget dødelighed, flere indlæggelser og større brug af vagtlægeordninger,” siger Jørgen Skadborg.
Baggrunden for udviklingen er, at Folketinget i 2013 vedtog, at en speciallæge i almen medicin kan eje op til seks ydernumre (klinikker). DR’s udsendelser lader til at bekræfte, hvad PLO længe har advaret om, nemlig at lovændringen har skabt flere problemer, end den har løst. Og PLO foreslår, at Folketinget overvejer én eller flere af nedenstående lovændringer for at komme problemet til livs:
- En praktiserende læge kan højest eje to ydernumre og drive praksis fra to klinikker i geografisk nærhed af hinanden
- Det skal præciseres, at ejerlægen tilmeldes og selv fungerer som praktiserende læge i én af sine klinikker
- Der skal stilles krav om, at ejerlægen selv ansætter personalet og har arbejdsgiveransvar i den eller de klinikker, hvor ejerlægen ikke har sit virke
”Det er en myte, at der er brug for koncerndrevne stråmandsklinikker for at komme lægemanglen til livs,” siger Jørgen Skadsborg.
”På den lange bane kan lægedækningen alene løses ved, at man øger antallet af praktiserende læger, så der er nok til at dække hele landet. På den korte bane er der brug for en national styring af ydernumrene, større muligheder for lokale initiativer, der kan tiltrække lægerne, og en radikal ændring af honorarsystemet, så det bliver mere attraktivt at nedsætte sig i yderområderne af landet. Og i områder med akut lægemangel har regionerne mulighed for at oprette regionsklinikker,” siger Jørgen Skadborg.
PLO har opgjort, at de to udenlandsk ejede koncerner alles Lægehus og Nordic Medicare i dag står for at lægebetjene 165.000 danskere.
Første udsendelse bringes torsdag aften på DR1, den næste sendes torsdag i næste uge. Den første udsendelse kan streames allerede nu