Gå til indhold

Lægeforeningen om finanslovsaftale: Godt at regeringen vil dække coronaregningen, men der mangler stadig en langsigtet løsning for psykiatrien og det pressede sundhedsvæsen

Nyhed Lægeforeningen

Det er positivt, at regeringen vil dække de store huller, som håndteringen af coronaepidemien slår i sundhedsvæsenets økonomi. I finansloven står der, at regeringen også for 2021 vil være indstillet på at sikre de nødvendige ressourcer til at finansiere COVID-19-indsatsen i kommuner og regioner. Omfanget af kompensationen vil blive drøftet i forbindelse med økonomiforhandlingerne for 2022, når der foreligger et overblik over mer- og mindreudgifter i 2021.


”Det er både rigtigt og nødvendigt, at regeringen vil dække coronaregningen. Håndteringen af epidemien sætter dybe økonomiske spor i et i forvejen presset sundhedsvæsen, så det er afgørende, at de udgifter bliver dækket,” understreger Camilla Noelle Rathcke, formand for Lægeforeningen.


Samtidig peger hun på, at det er nødvendigt at udskyde genindførslen af behandlingsgarantien. Lægeforeningens formand opfordrer også Folketinget til at have øje for, at COVID-19 også presser resten af sundhedsvæsenet i form af udskudte operationer og behandlinger, og at der kan opstå en pukkel, som skal afvikles senere.


”Dertil kommer, at tiårsplanen for et bredt, ambitiøst løft af psykiatrien skal på plads inden sommer, og statsministeren vil forhandle om en ny sundhedsaftale i 2021. Det er noget, som kræver langsigtede og betydelige investeringer i sundhedsvæsenet, som er presset efter mange år med underfinansiering. Selvfølgelig skal corona klares nu og her, men sundhedsvæsenet tager sig altså også af andet og mere end corona. Derfor ændrer dette ikke på, at resten af sundhedsvæsenet skal opgraderes til gavn for patienterne,” siger Camilla Noelle Rathcke.