Gå til indhold

Vigtig sejr at loftet ikke længere presser erfarne speciallæger mod pensionen

Nyhed Lægeforeningen

Regeringen og Danske Regioner har i dag indgået en såkaldt sommeraftale, der følger op på implementeringen af sundhedsreformen.

Lægeforeningen hæfter sig især ved, at speciallægeloftet endelig bliver ændret, så det ikke omfatter læger, der er fyldt 67 år. Det er en vigtig sejr for Lægeforeningen, siger formand Josephine Rathenborg.

”Det er meget positivt, at regeringen og Danske Regioner nu endelig har lyttet til Lægeforeningen og ændrer speciallægeloftet til gavn for patienter og læger. Hidtil har en speciallæge på fuld tid og en speciallæge på seniorordning på grund af det rigide speciallægeloft talt én til én i regnearket. Det laver de endelig om på nu ved, at det nye speciallægeloft ikke omfatter læger, som er fyldt 67 år” siger Josephine Rathenborg.

Lægeforeningens formand understreger, at mere end tre ud af fire læger, der nærmer sig pensionen, gerne vil blive flere år på arbejdsmarkedet end egentligt planlagt, hvis vilkårene for deres arbejde kan tilpasses. For eksempel med en seniorordning.

Hun peger dog på, at aftalen mellem regeringen og Danske Regioner stadig lader en del tilbage at ønske i forhold til speciallægeloftet.

”Helt generelt skal speciallægeloftet justeres, så der tælles årsværk og ikke hoveder. Mange speciallæger har deltidsansættelser på sygehusene, fordi de blandt andet underviser kommende speciallæger. Hele bagtæppet er jo, at Danmark mangler omtrent 2.000 speciallæger, og det kræver speciallæger at uddanne nye speciallæger,” siger Josephine Rathenborg.

Lægeforeningens formand understreger desuden, at det er meget positivt, at psykiatrien og børne og ungdomspsykiatrien også fremadrettet er undtaget speciallægeloftet. Her har man også lyttet til Lægeforeningen.