Lægeforeningen: Regeringens finanslovsudspil skuffer på sundhed
Med regeringens netop fremlagte forslag til finanslov for 2025 må vi kigge længe efter flere speciallæger i psykiatrien, som ellers i den grad mangler, og trods kritik af flere omgange fra Rigsrevisionen er der heller ikke lagt op til et løft af de palliative tilbud, der skal sikre en værdig død.
Regeringen bør sætte penge af til at løfte det palliative område – det vil sige alle aspekter af lindrende behandling – til patienter med uhelbredelige og livstruende sygdomme, understreger Lægeforeningens formand.
”Behovet for ressourcer til det palliative område er slået fast mange gange, sågar af flere omgange i form af udtalt kritik fra Rigsrevisionen. Det ærgrer mig meget, at regeringen ikke har fokus på at sætte ind med ressourcer, der sikrer palliative tilbud, vi kan være bekendt. Det burde være omdrejningspunktet for den politiske debat om en værdig sidste tid,” siger Camilla Rathcke.
Behov for flere speciallæger – især til psykiatrien
Hun påpeger også, at selvom psykiatrien med rette er kommet højt op på den politiske dagsorden med en aftalt tiårsplan, så er der stadig meget langt til mål, og læger ansat i psykiatrien oplever stadig nedskæringer i personaleressourcer eller ansættelsesstop.
”Der er en udbredt mangel på speciallæger, især indenfor alle dele af psykiatrien – det rammer naturligvis patienterne. Vi har tidligere foreslået, at regeringen sætter midler af til netop at uddanne flere læger til speciallæger til gavn for patienterne i psykiatrien – både børn og voksne. Det må vi desværre igen spejde langt efter i dette udspil til finanslov,” konstaterer Lægeforeningens formand, Camilla Rathcke.
Læger forventer ambitiøst reformudspil
”Vi står over for en massiv reform af sundhedsvæsenet. Der er rigeligt at tage fat på, ikke mindst en kæmpe udbygning af kapaciteten hos praktiserende læger og i speciallægepraksis, så det nære sundhedsvæsen i fremtiden kan tage hånd om markant flere patienter,” siger Lægeforeningens formand, Camilla Rathcke.
”Der er ikke afsat midler i finanslovsudspillet, men jeg har naturligvis en klar forventning om, at regeringen inden længe kommer med et særskilt og ambitiøst forslag til reformer og et solidt økonomisk fundament, de reformer kan stå på,” siger Camilla Rathcke.
Stor ros til handleplan mod resistente bakterier
Hun kvitterer meget positivt for den nye handleplan, der skal modgå antimikrobiel resistens.
”Det er afgørende, at vi styrker indsatsen mod resistente bakterier. Brugen af antibiotika skal reduceres, og vi skal fremme korrekt anvendelse af lægemidler både i Danmark og internationalt. Samtidig er en opgradering af hygiejnen på hospitaler med videre en vigtig faktor for at forebygge infektioner,” siger Camilla Rathcke.