Læger roser, at Sundhedsstrukturkommissionen skal sikre større ensartethed i behandlingstilbuddene til alle landets borgere
”Det er de rigtige temaer, som kommissionen skal kigge på. Der skal leveres mere ensartede sundhedstilbud af høj kvalitet på tværs af 98 kommuner og fem regioner, og det kræver stærkere styring. Samtidig er det positivt, at regeringen ser virkeligheden i øjnene og tilkendegiver, at sundhedsvæsenet er presset - ikke mindst på grund af mangel på arbejdskraft. Også derfor er det bydende nødvendigt at bruge ressourcerne bedre,” siger Camilla Rathcke, formand for Lægeforeningen.
Regeringen har i dag præsenteret den nye Sundhedsstrukturkommission, som skal opstille og belyse modeller for den fremtidige organisering af sundhedsvæsenet. Modellerne skal understøtte et forebyggende og sammenhængende sundhedsvæsen med mere lighed, og som er mere nært og bæredygtigt. Det roser Lægeforeningen, som også er tilfreds med, at regeringen anerkender, at sundhedsvæsenet er presset.
”Regeringens udgangspunkt er rigtigt. Der kommer markant flere patienter, og vi bliver færre og færre sundhedsprofessionelle til at give dem behandling og pleje. Det kalder på gennemgribende tiltag, forventningsafstemning med borgerne og en skarp prioritering. Derfor er det rigtigt at se på fundamentale ændringer af sundhedsvæsenet, som regeringen lægger op til. Det er bydende nødvendigt at bruge ressourcerne bedre. Nu er afsættet klar, og så må vi se, hvad kommissionen faktisk leverer,” siger Camilla Rathcke, formand for Lægeforeningen.
I kommissoriet fremgår det, at Sundhedsstrukturkommissionen blandt andet skal levere anbefalinger til at skabe mere forpligtende ensartede sundhedstilbud til patienterne på tværs af kommuner og regioner.
”Vi kan ikke have 98 kommuner og fem regioner, som hver har deres forskellige sundhedstilbud. Borgerne skal have mere ensartede tilbud af høj kvalitet, og derfor er det vigtigt med mere entydig struktur og styring,” siger hun.
Det samlede fokus for kommissionens forslag til organisering er hensynet til fremtidssikring af det samlede sundhedsvæsen. Kommissionen skal i den sammenhæng tillige pege på potentialer for bedre forebyggelse.
”Det viser, regeringen har forståelse for, at forebyggelse af sygdom er afgørende, hvis vi skal lette presset på sundhedsvæsenet. På den måde er forebyggelse fundamentalt for at robustgøre sundhedsvæsenet,” siger Camilla Rathcke.
Lægeforeningen roser desuden valget af formand og medlemmer af kommissionen, som alle er kompetente folk med stor indsigt i sundhedsvæsenet.