Lovforslag om almen praksis: hvordan kan det påvirke dig?
Netop som vi gik og glædede os til en rolig sommerferie slog lynet ned i det almenmedicinske politiske landskab. Læs her om indhold og mulige konsekvenser af lovforslag 2b, som blev sendt i høring 1. juli 2025.
Af: Lui Näslund Koch, Forperson for Yngre Lægers Almen praksisudvalg og Malene Nepper, Formand for FYAM
Først og fremmest er det vigtigt at pointere, at lovforslaget ikke er besluttet endnu. Det skal forhandles til efteråret og er aktuelt i høring frem til 21. august. Vi er allerede i fuld gang med at arbejde på høringssvar.
Ny organisering af almen praksis – hvad betyder det for yngre almenmedicinere?
Regeringen har fremlagt lovforslaget som led i Sundhedsreformen. Forslaget skal danne rammen om en ny organisering af det almenmedicinske tilbud. Forslaget er en central del af Sundhedsreformen og forventes at træde i kraft 1. januar 2027.
Lovteksten er omfattende – og konsekvenserne vidtrækkende, ikke mindst for almenmedicinere og vores patienter.
Her giver vi dig et overblik over hovedpunkterne – og hvor vi i Yngre Læger og FYAM ser mulige faldgruber.
Hvad indeholder lovforslaget?
Sundhedsstyrelsen skal fastsætte en National Opgavebeskrivelse og herunder en såkaldt "basisfunktion", som alle almenmedicinske klinikker – uanset ejerform – skal leve op til. Her stilles krav til tilgængelighed, samarbejde, funktioner og opgavevaretagelse. Regionerne får ansvar for at sikre og følge op på efterlevelsen af denne basisfunktion.
Arbejdet med den nationale opgavebeskrivelse er i gang i Sundhedsstyrelsen. Her sidder blandt andre DSAM (inkl. FYAM) og PLO med i følgegruppen. Den endelige beskrivelse af ”basisfunktionen” kender vi først når National Opgavebeskrivelse er færdig, forventet i slutningen af året.
Fremadrettet skal Opgavebeskrivelsen opdateres hvert 2.-4. år og udvikles i takt med at vi bliver flere speciallæger i almen medicin.
Den nuværende overenskomst mellem Regionerne og PLO afskaffes.
Fremover vil en central, snæver aftale om primært økonomi fastsætte vilkårene for de praktiserende læger. Det vil sige at der primært kan forhandles om den samlede økonomiske ramme, og hvor meget de forskellige ydelser honoreres med, men fx ikke hvilke funktioner eller ydelser der skal udbydes i almen praksis.
Derudover kan regionerne indgå lokale aftaler med klinikker.
En ny honorarmodel skal forhandles mellem PLO og Regionerne.
Honorarerne skal afhænge af sundhedsbehovet i den enkelte kliniks patientpopulation. Klinikker med mange behandlingstunge patienter skal kunne have færre patienter uden at miste indtjening.
Samtidig er der lagt op til at klinikker med relativt mindre syge patienter skal have flere tilknyttede patienter uden at blive honoreret særskilt yderligere for dette, selvom de kan være nødt til at ansætte mere personale.
Beregning af behandlingsbehovet sker ud fra ”National fordelingsmodel for læger i det almenmedicinske tilbud”, som er blevet kritiseret for ikke at være præcis nok.
Speciallæger i almen medicin skal som noget nyt godkendes af regionen, før de kan købe et ydernummer og etablere sig i almen praksis.
Regionerne skal vurdere, om lægen kan og vil leve op til kravene i Opgavebeskrivelsens basisfunktion.
Regionerne får mulighed for at give påbud, kræve tilbagebetaling af honorarer eller udelukke læger fra at eje almen praksis, ved manglende efterlevelse af krav.
Der indføres øget kontrol, herunder kræves fuldt indblik i klinikkernes regnskaber, ud over de muligheder regionerne allerede har i dag ved kontrol af ydelser.
Et nyt uafhængigt Praksisklagenævn oprettes som klageinstans.
Der lægges op til, at regionerne fremover kan tilbyde almen lægehjælp i tre forskellige former, som det står regionen frit for at vælge imellem, modsat i dag hvor den traditionelle almen praksis altid skal være førstevalget hvis muligt:
- En almen praksis ejet af en speciallæge i almen medicin – som vi kender den i dag.
- En udbudsklinik, hvor et firma eller organisation kan byde ind på at løse opgaven, det kan være Alles lægehus eller lignende.
- Regionsklinikker: en klinik oprettet af regionen, hvor regionen står for alt det administrative inklusive lokaler og ansætter læger til at se patienter som det findes i dag. Ansatte læger her kan være ansat ned til en dag om ugen.
Hvor ser vi problemer?
Mens Sundhedsreformens intentioner om styrket lighed og adgang til egen læge er forståelige, rejser lovforslaget en række bekymringer om, at der kan ske det modsatte.
Som yngre almenmedicinere er vi optaget af, at vores fremtidige arbejdsliv i almen praksis kan komme til at se markant anderledes ud, end vi havde forestillet os.
Mindre samarbejde, mindre indflydelse, mindre faglig frihed og mindre mulighed for lokale tilpasninger til vores patientpopulationer. Måske også mindre mulighed for at eje praksis, hvis andre klinikformer tages i anvendelse i højere grad.
I ved, at patienterne foretrækker en læge de kender og helst vil være i en klassisk PLO-klinik, hvor patienttilfredsheden er højest. Flere videnskabelige studier viser desuden, at kontinuitet øger overlevelsen og mindsker antal unødvendige indlæggelser.
Flere vil fremover sandsynligvis være tilknyttet en udbuds- eller regionsklinik, og dette er en bekymrende udvikling, da man her ikke kan tilbyde den samme grad af kontinuitet.
Meget få af de yngre almenmedicinere ønsker at arbejde i disse nye klinikformer. I
FYAMs seneste undersøgelse fra maj 2025 svarer 3% at de ønsker at arbejde i en regionsklinik, mens 0% ønsker at arbejde i en udbudsklinik. Samme mønster ses i Yngre Lægers medlemsundersøgelser.
Centralt definerede krav til funktion og drift fjerner en del af det handlerum, som mange forbinder med almen praksis – herunder muligheden for at tilpasse arbejdet til lokale forhold og sin patientpopulation.
Efteruddannelse, forskning og kvalitetsarbejde er ikke nævnt i lovforslaget og risikerer at blive udfaset eller centralt styret af regionerne, hvis de ikke længere indgår i overenskomsten.
Kombinationen af kontrolmekanismer, nye sanktionsmuligheder og frygt for øgede administrative krav kan skabe usikkerhed og øge presset i hverdagen – vi frygter at dette kan få flere praktiserende læger til at forlade faget.
Vi ønsker ikke at se ind i et arbejdsliv med langt mindre indflydelse på eget arbejde, mindre frihed til at etablere lokale tilpasninger og usikkerhed om den faglige ledelse.
Lovforslaget er en styrkelse af central drift og kontrol af almen praksis-området og mere væk fra den faglige frihed hos den enkelte kliniker.
Lovforslaget nævner ikke tutorlægeroller, læringsmiljøer eller krav til supervision i de nye klinikformer.
Det skaber utryghed om uddannelseskvaliteten i fremtidens almenmedicinske tilbud.
Hvis rammerne for selvstændighed, udvikling og fagligt ansvar udhules, risikerer vi, at færre yngre læger tilvælger specialet almen medicin – på trods af politiske målsætninger om flere i specialet.
Samtidig er der en risiko for at mere erfarne kollegaer vil vælge at gå på pension, hvis deres medbestemmelse indskrænkes.
Vores opfordring
Vi mener, at en styrkelse af almen praksis skal gå hånd i hånd med muligheden for faglig ledelse og udvikling, og trygge og attraktive vilkår for de praktiserende læger. Udviklingen af almen praksis bør ske i samarbejde med de praktiserende læger, ikke hen over hovedet på dem.
Derfor bør lovforslaget suppleres med:
- Et ligeværdigt samarbejde mellem de praktiserende læger (PLO) og regionerne
- Klare krav til uddannelsesfunktioner og supervision
- Fokus på at sikre et bæredygtigt arbejdsmiljø
- Beskyttelse af faglig autonomi og indflydelse i klinikken
- Retfærdige og gennemskuelige processer ved godkendelse og tilsyn
Hvad gør vi – og hvad kan du gøre?
FYAM og Yngre Læger følger udviklingen tæt og arbejder for at sikre, at de nye rammer for almen praksis understøtter både lægernes faglighed og patienternes behov.
Vi arbejder i øjeblikket på høringssvar til lovforslaget. Og frem mod behandlingen af lovforslaget til efteråret vil vi fortsætte vores arbejde for at ændre lovforslaget til det bedre.
Som yngre almenmediciner vil vi opfordre dig til at engagere dig i debatten om fremtidens almen praksis. I frokoststuen, på sociale medier og – hvis du har mod på det – i debatindlæg. Der er brug for mange yngre almenmedicinske stemmer til at tale vores – og ikke mindst patienternes – sag.
Har du input eller bekymringer? Skriv til os – din stemme er vigtig i debatten om fremtidens almen praksis.