Gå til indhold

Medicinstuderende i almen praksis er i markant vækst

Nyhed PLO

Ny PLO Analyse viser, at antallet af medicinstuderende, der arbejder i almen praksis, er tidoblet fra 190 i 2014 til 1.938 i 2023. – Det lover godt for den fremtidige rekruttering af unge læger til almen medicin som speciale, at så mange medicinstuderende i dag har studiejob hos en praktiserende læge, vurderer PLO’s formand Jørgen Skadborg.

Helene Andreasen er medicinstuderende og ansat i en almen praksis.

Nye tal fra PLO viser, at antallet af medicinstuderende med job i almen praksis er tidoblet i løbet af de seneste ni år. Fra 190 i 2014 til 1.938 i 2023. Samtidig viser en ny undersøgelse blandt medicinstuderende, at kendskab gennem studiejobbet 
øger motivationen for at vælge almen medicin. Det lover derfor godt for den fremtidige rekruttering af unge læger til almen medicin som speciale, at så mange medicinstuderende i dag har studiejob hos en praktiserende læge, mener PLO’s formand Jørgen Skadborg:
 
- Det overrasker mig ikke, at antallet af medicinstuderende vokser betydeligt i almen praksis. Medicinstuderende er en fremragende arbejdskraft, der bidrager med tid og kompetencer, hvilket betyder, at lægerne kan uddelegere relevante behandlinger til dem i vores travle hverdag. Og når mange har studiejob i almen praksis, øger det chancen for, at de vælger almen medicin som speciale, og at vi dermed kan nå målsætningen om, at vi skal være 5.000 praktiserende læger senest i 2035, siger Jørgen Skadborg.
Han henviser til Folketingets aftale om, at der senest i 2035 skal være 5.000 praktiserende læger – ca. 43 pct. flere end i dag. 
 
- Jeg er ikke i tvivl om, at udviklingen er et udtryk for, at de medicinstuderende synes, det er spændende at arbejde i almen praksis, og at de fortæller det videre til deres medstuderende. Tilsvarende hører jeg mange praktiserende læger fortælle, at der her er en fortrinlig og effektiv arbejdskraft, som de varmt kan anbefale. På den måde er vi inde i en positiv udvikling, hvor interessen og muligheden for at arbejde i almen praksis for medicinstuderende er stødt stigende, siger Jørgen Skadborg.  

PLO Analysen viser videre, at mens de medicinstuderende i almen praksis tidligere var koncentreret i Region Hovedstaden, Syddanmark og Midtjylland, har de siden 2014 spredt sig også til Region Sjælland og Nordjylland.

Læs PLO Analysen her:

Eksplosiv vækst: Antallet af medicinstuderende i almen praksis tegner lyst for rekrutteringen (pdf)

Se et indslag om den medicinstuderende Anne-Sofie Døssing, der arbejder i en lægeklinik i Viborg her: 

Flere medicinstuderende får job i almen praksis (TV Midt Vest - åbner i nyt vindue)

Læs en artikel om den medicinstuderende Frederikke Henriksen, der arbejder i en lægeklinik i Aarhus her: 

Flere som Frederikke får job på lægeklinikker - Jeg tror, at patienterne føler sig tryggge ved os (Avisen Danmark - åbner i nyt vindue)