Nyt forslag om datadeling: Bureaukrati og magisk tænkning

Af Allan Høg Poulsen, formand for PLO-Midtjylland. Indlægget er bragt i Ugeskrift for Læger

Forslaget vil give myndighederne adgang til flere patientoplysninger og samtidig stille krav om mere systematisk registrering i almen praksis samt udlevering af detaljerede regnskabsoplysninger fra klinikkerne.

Jeg har svært ved at se rationalet bag forslaget. Ikke fordi jeg er imod data, kvalitetsudvikling eller bedre planlægning af vores sundhedsvæsen. Tværtimod! Men fordi jeg savner et klart svar på, hvordan forslaget konkret vil komme patienterne til gavn.

Lovforslaget sandsynliggør ikke, at den forventede styrings- og kvalitetsmæssige gevinst står mål med omkostninger ved den yderligere dataindsamling. Vi bør nøje overveje, hvordan vi bruger de knappe ressourcer i sundhedsvæsenet på den mest hensigtsmæssige måde, så indsatsen reelt set kommer patienterne til gavn.

Med det nye forslag risikerer vi imidlertid at bruge betydelige ressourcer på at indsamle stadig flere data hos de praktiserende læger. Data om fx personalets lønninger, udgifter til rengøring og lignende samt det tidsforbrug, der er knyttet til håndteringen, skaber, for mig at se, ikke mere værdi. Det bekymrer mig, fordi hver time, lægen bruger på registrering, datavalidering og administration, er en time, vi ikke bruger sammen med patienterne.

ICPC-kodning kan være meningsfuld i forhold til kvalitetsudvikling, men det afgørende er, om de nye krav er fagligt meningsfulde og står mål med den tid, de kræver.

Regionerne ved allerede i dag præcist, hvad de betaler til hver enkelt praksisklinik, og hvilke ydelser der leveres. Alligevel lægger lovforslaget op til, at klinikkerne fremover skal indberette resultat, omsætning, personale- og lokaleudgifter, afskrivninger, finansielle omkostninger, ejeraflønning og overført overskud.

Her må jeg stilfærdigt spørge: Hvorfor? Jeg har svært ved at se, hvordan det styrker kvaliteten for patienterne, at det offentlige kan følge med i, hvad klinikkerne betaler for el og varme, eller hvilken løn vi giver vores rengøringspersonale. Og tror man virkelig, at et sådant forslag bidrager til at tiltrække flere praktiserende læger?

Det er efter min mening en form for magisk tænkning, hvis vi forestiller os, at data i sig selv skaber kvalitet. Data får først værdi, når de omsættes til handlinger, der gør en reel forskel for patienterne. Det er derfor helt essentielt at den data, der efterspørges, er data, vi reelt har brug for - og hvilken konkret værdi den skal skaber for patienterne.

I Region Midtjylland har vi et velfungerende tværsektorielt samarbejde mellem almen praksis, region og kommuner. Vi arbejder konstruktivt sammen om at skabe bedre og mere sammenhængende sundhed for patienterne, og det er her vi er med til at skabe kvalitet og mere sammenhængende forløb.

Hvis regeringen vil styrke kvaliteten i almen praksis, bør den derfor understøtte de samarbejder, der allerede skaber bedre og mere sammenhængende patientforløb. Den bør ikke pålægge klinikkerne omfattende registreringer, blot fordi oplysningerne kan indsamles. Mere data er ikke et mål i sig selv - bedre sundhed for patienterne er.