Gå til indhold

Nyt klagesystem fra årsskiftet: Fokus på forløb fremfor enkeltpersoner 

Nyhed Overlægeforeningen

Den 1. januar 2025 træder ændringer i patientklagesystemet i kraft. Fremover vil alle klager blive behandlet som forløbsklager, og kun i særlige tilfælde kan der rejses en sag mod enkeltpersoner. Læs mere her om de nye regler og hvor du kan få hjælp, hvis du bliver involveret i en klagesag som enkeltperson eller leder af et behandlingssted. 

Den 1. januar 2025 træder ændringer i patientklagesystemet i kraft. Målet er at få større fokus på forløb og læring. Samtidig forventes det, at det nye system vil medføre, at betydeligt færre enkeltpersoner vil opleve at blive involveret i en disciplinærnævnssag.

Fra årsskiftet vil klagesager starte som forløbsklager. Enkelte sager kan dog starte som disciplinærnævnssager, hvis særlige betingelser er opfyldt, og klager ønsker det. I de tilfælde, hvor en forløbsklage afgøres med kritik til et behandlingssted, kan klager vælge at rejse en disciplinærnævnssag for den del af forløbet, der er kritiseret.

Det er nyt i forhold til i dag, hvor patienten fra start frit kan vælge at indgive en klage som enten en forløbssag eller en disciplinærnævnssag rettet mod enkelte personer. 

Rådgivning og cheflægens rolle bliver endnu mere afgørende

Fordi stort set alle sager fremover starter som forløbsklager, får cheflægerne en større rolle at spille i flere klagesager. En ledelsesudtalelse kan få afgørende betydning for, om sagen senere vil blive prøvet i disciplinærnævnet overfor enkelte medarbejdere på behandlingsstedet. 

Samtidig bliver det endnu vigtigere for den enkelte læge at få hjælp til at håndtere de sager, der starter som disciplinærnævnssager. 

Derfor opfordrer Overlægeforeningens formand Susanne Wammen til, at man søger hjælp og rådgivning hos Lægeforeningens specialister – uanset om du som leder af et behandlingssted eller som enkeltperson bliver involveret i en klagesag.

”Det er rigtig godt, at det nye klagesystem flytter fokus til, hvad vi kan lære af forløbene på behandlingsstedet, frem for at fokusere på at placere skyld. Det har vi sammen med Lægeforeningen kæmpet for længe. Samtidig skal man være opmærksom på, at det måske bliver endnu vigtigere, at lederen udtaler sig i forløbsklagerne for at få sagen belyst tilstrækkeligt”, siger Susanne Wammen og fortsætter: 

”Derfor vil jeg opfordre til at kontakte Lægeforeningens specialister, som har meget erfaring med klagesager. Det gælder særligt de læger, som involveres i en disciplinærnævnssag, men du kan også få rådgivning, når du som cheflæge skal udtale dig i en forløbssag på afdelingens vegne. Til sidst skal vi huske, at det nye system har som mål at færre skal igennem en personsag. Det er positivt, og så skal vi hjælpe hinanden med at håndtere de sager, som fortsat kommer så godt som muligt. Og her er der altså hjælp at hente i Lægeforeningen”.

Tre gode råd

  1. Få rådgivning og sparring 
    Brug Lægeforeningens tilbud om hjælp fra specialister i klagesager 
    Læs mere her 
  2. Benyt dig af muligheden for at udtale sig
    Lægeforeningen anbefaler altid at benytte sig af muligheden for at udtale sig i en klagesag. 
    I en forløbssag bør det være ledelsen på behandlingsstedet som udtaler sig. Både som individ og som afdelingsledelse kan du få hjælp og rådgivning til udtalelsen hos Lægeforeningen. Du kan også få en skabelon, der kan bruges til udtalelsen samt gode råd og eksempler.
  3. Søg dialogen
    Alle der indgiver en klage, skal tilbydes dialog med en læge, der har faglig indsigt i sagen. I mange tilfælde fører en respektfuld dialog med patienten til, at sagen frafaldes. Ofte vil cheflægen sætte rammer for dialogen og eventuelt selv deltage. Nogle gange vil læger, der er direkte involveret i sagen også deltage. Få gode råde til dialogen her. Dialogsamtale: Sådan gennemfører du den bedst

Kort om klagesystemet fra 1. januar 2025

  • Klagesager starter som forløbsklager. Det er nyt, fordi patienter i dag kan vælge om sagen skal behandles som en forløbssag eller en personsag.
  • Styrelsen for Patientklager laver en indledende sundhedsfaglig screening.
  • Patienter, der ønsker det, indbydes til dialogsamtale.
  •  Der indhentes udtalelse fra ledelse, sundhedspersoner m.v., og sagkyndige vurderer sagen.
  • Hvis en patient får medhold i forløbsklagen, kan patienten rejse en disciplinærnævnssag for den del af sagen, hvor der er afsagt kritik