OK24: Hvordan skal overenskomsten forbedres?
Fredag aften/nat bør tælle som weekendarbejde. Seniorordning og mulighed for vagtfri når man bliver ældre. Løn, der følger inflationen.
Sådan lyder nogle af de talrige forslag, som Yngre Læger har modtaget i forbindelse med arbejdet med at forberede de kommende overenskomstforhandlinger.
Mange medlemmer har deltaget i lokale møder, skrevet direkte til Yngre Læger via hjemmesiden og delt deres tanker på sociale medier.
Alle input glæder Yngre Lægers forperson, Helga Schultz:
”Det er vigtigt for os, der skal forhandle den næste overenskomst på plads, at vi hører fra så mange af jer som overhovedet muligt, så vi ved, i hvilken retning I synes, at vi skal gå. Derfor er det skønt at se, at I bruger tid på at komme til medlemsmøder, og at en del af jer også skriver til os,” siger Helga Schultz og fortsætter:
”Lige nu samler vi alle forslag sammen og danner os et overblik over dem. Noget er oplagt at forsøge at løse i overenskomstregi. Andet skal løses andre steder. Og så er det jo altid et spørgsmål om, hvad vi kan få igennem i forhandlingerne, der desværre foregår i en økonomisk svær tid. Men vi lytter til alle input og er glade for, at så mange deltager i debatterne og at I sender jeres forslag til os. Bliv endelig ved med det.”
Det er vigtigt for os, der skal forhandle den næste overenskomst på plads, at vi hører fra så mange af jer som overhovedet muligt, så vi ved, i hvilken retning I synes, at vi skal gå.
Møder over hele landet
Flere tillidsrepræsentanter og fællestillidsrepræsentanter har allerede afholdt møder lokalt på arbejdspladserne, hvor input til, hvad overenskomstforhandlingerne i 2024 bør have fokus på, er blevet diskuteret. Og Yngre Læger i Region Syddanmark, i Region Sjælland og Region Midtjylland har afholdt fælles regionale møder med diskussioner af, hvordan overenskomsten kan forbedres. Yngre Læger i Region Hovedstaden holder et tilsvarende møde den 23. februar, den 28. februar afholder Yngre Læger i Region Nordjylland deres møde og den 18. marts holder Yngre Læger i Region Midtjylland endnu et møde.
Send forslag direkte til YL
Ud over de mange lokale og regionale møder har flere hundrede medlemmer skrevet direkte til Yngre Læger med input til, hvordan overenskomsten kan forbedres, og hvor Yngre Lægers fokus bør ligge. Den mulighed er der stadig. Postkassen er åben frem til den 15. marts.