OK26 vedtaget
Den nye, fælles overenskomst for overlæger og speciallæger og fornyelsen af lægechefaftalen for cheflæger og ledende overlæger er nu endeligt vedtaget. ”Det er en god dag for både sundhedsvæsenet og lægerne,” siger Susanne Wammen, formand for Overlægeforeningen og Foreningen af Speciallæger (FAS).
Hovedorganisationen Akademikerne, som Overlægeforeningen/FAS og Yngre Læger er en del af, har meddelt, at OK-forligene for alle 180.000 akademikere i stat, regioner og kommuner er godkendt ved afstemninger i de respektive forbund. Hele 98,3 pct. har stemt ja, og 44 pct. deltog i afstemningen.
Lægernes og Akademikernes klare ja glæder Overlægeforeningens formand:
”Det er sjældent, at vi i Overlægeforeningen bruger udtrykket ”historisk”, men for en gangs skyld er det på sin plads. Vi har nu fået et klart ja fra alle medlemmerne til de overenskomster, som vi kæmpede hårdt for sammen med Yngre Læger og med Akademikerne i stat, regioner og kommuner. Det kommer til at få stor betydning i hverdagen”, siger Susanne Wammen og fortsætter:
”Det er en god dag for både sundhedsvæsenet og lægerne. Især fordi vi nu fra april næste år får en helt ny, fælles overenskomst for alle 8.000 overlæger og speciallæger på landets hospitaler. De har i 32 år været ansat på forskellige overenskomster med forskellige regler for løn og arbejdstid, selv om de ofte har løst samme opgaver. Den nye overenskomst gør samarbejdet mellem overlæger og speciallæger mere smidigt, og det vil også være til gavn for patienterne.”
Overlægeforeningens repræsentantskab sagde 6. marts med stort flertal ja til både den nye, fælles overenskomst og til fornyelsen af lægechefaftalen for cheflæger og ledende overlæger. Og med stemmeresultaterne fra Yngre Læger og Akademikerne er den samlede pakke af overenskomstfornyelser i stat, regioner og kommuner nu på plads.
Overenskomsterne sikrer en samlet økonomisk ramme i den treårige periode på 9,40 procent. Den omfatter bl.a. generelle lønstigninger på i alt 6,27 procent inklusive forventet udmøntning af reguleringsordningen, et løft af grundlønnen for ledende overlæger og cheflæger, en fritvalgslønkonto og bedre mulighed for at passe syge børn.
Den nye, fælles overenskomst for overlæger og speciallæger træder i kraft om et år per 1. april 2027, og der vil i den forbindelse løbende blive afholdt medlemsmøder i hele landet, hvor der vil være rig mulighed for at stille spørgsmål og gå i dialog med Overlægeforeningens bestyrelse og FAS’ sekretariat.