Gå til indhold

Overlæge fra nyremedicinsk afdeling i Esbjerg modtager ’Årets Oscar’ fra Lægeforeningen Syddanmark

Nyhed Lægeforeningen Syddanmark

Årets vinder af Lægeforeningen Syddanmarks uddannelses- og kollegialitetspris 2024 går til Julie Bryndum, overlæge på Nyremedicinsk Afdeling i Esbjerg, for hendes store faglige engagement og dedikation til uddannelse og kollegialt samarbejde.

Sabine Snitgaard Nielsen, Julie Bryndum og formanden for Lægeforeningen Syddanmark, Josephine Duevang Rathenborg. Fotograf: Palle Peter Skov

Julie Bryndum, overlæge på Nyremedicinsk Afdeling i Esbjerg, er årets modtager af Lægeforeningen Syddanmarks uddannelses- og kollegialitetspris, også kendt som ’Årets Oscar’. Prisen tildeles for hendes enestående indsats for uddannelse af yngre læger, hendes evne til at skabe et stærkt kollegialt miljø samt hendes rolle som en inspiration og mentor for både yngre og mere erfarne kolleger.

Prisen blev uddelt ved et medlemsmøde i Lægeforeningen Syddanmark. I sin takketale sagde Julie Bryndum, ”Jeg blev enormt glad og rørt, da de yngre læger fortalte, at de havde indstillet mig, og at de tænker sådan om mig. Jeg har aldrig haft det så godt i de 35 år, jeg har været læge, som jeg har nu, og det er på grund af mine fantastisk gode kolleger.”

Julie Bryndum bliver i indstillingen beskrevet som ”et stærkt fagligt fyrtårn,” der med sin enorme viden og engagement dagligt gør sine kolleger dygtigere. ”Det er nærmest umuligt at arbejde sammen med Julie uden at lære noget nyt hver eneste dag. Hun er med sine knivskarpe spørgsmål god til at spille hendes kolleger gode, hun er især med til at gøre de yngre læger dygtigere til den brede intern medicinske patient. Julie er med hendes grundighed og dybde en stor inspirationskilde for os!”

Som nefrolog har Julie Bryndum en særlig evne til at tilpasse behandlinger til den enkelte patient og sætte patienternes behov i centrum. Hendes skarpe kliniske blik og fokus på detaljer, fremhæves som noget helt unikt, ligesom hendes evne til at dele sin viden på en måde, der inspirerer og udvikler hendes kolleger.

I takketalen roste Julie også afdelingens udvikling og kultur, ”Alle på vores afdeling prioriterer uddannelse. Det gælder både vores cheflæge der lader mig lave det, jeg er bedst til og det er at gå stuegang på de multisyge patienter. Og de andre overlæger, afdelingslæger og HU-lægerne. Alle er på en eller anden måde involveret i uddannelse af yngre læger og lægestuderende”.

Lægeforeningen Syddanmarks uddannelses- og kollegialitetspris er blevet uddelt siden 2008. Prisen fremhæver læger, der gør en særlig indsats for at styrke uddannelse og kollegialitet i lægefaget. I år går prisen til en læge, der i særlig grad lever op til disse idealer og samtidig viser vejen for, hvordan god lægekultur kan styrkes gennem samarbejde og engagement.