PLO Analyse: Kombination af små og store klinikker sikrer tilgængelighed og lægehuse tæt på borgerne
En af styrkerne ved dansk almen praksis er, at patienterne kan vælge mellem forskellige kliniktyper: Kompagniskaber med flere praktiserende læger og solopraksis, hvor man kan være sikker på at møde den samme læge hver gang. Det viser ny PLO-analyse
Det kan forværre manglen på praktiserende læger i tyndt befolkede områder, at regeringen i sit forslag til sundhedsreform vil flytte åbningstider og tilgængelighed ud af aftalesystemet og i stedet gøre det til en del af den nationale opgavebeskrivelse for almen praksis. For sololæger er udvidet åbningstid nemlig ensbetydende med udvidet arbejdstid, og et diktat om længere åbningstider kan føre til, at flere praktiserende læger vil forlade faget.
Den bekymring rejses i en ny PLO Analyse.
PLO mener, det er en kvalitet ved dansk almen praksis, at patienterne kan vælge mellem forskellige kliniktyper: Kompagniskaber med flere praktiserende læger og solopraksis, hvor man kan være sikker på at møde den samme læge hver gang. Det giver fleksibilitet og valgmuligheder, som bidrager til, at langt de fleste patienter er tilfredse med deres praktiserende læge.
Desuden bidrager solopraksis en række steder i landet til, at der er en læge tæt på i lokalsamfundet.
37 pct. af alle praksis er i dag soloklinikker, og her arbejder lægerne i snit 45,2 timer om ugen. Læger i solopraksis kan ikke på samme vis som læger i kompagniskaber deles med kolleger om evt. udvidet åbningstid. Så hvis åbningstiderne udvides, vil det medføre en længere arbejdsuge og en større belastning for især sololægerne.
Hvis det fører til øget afgang fra faget, vil det forværre lægemanglen, ikke mindst i tyndt befolkede områder, hvor mange danskere også risikerer at få længere afstand til egen læge.
Store og små praksis sikrer tilgængelighed og lægehuse tæt på borgerne
- Kompagniskaber med flere praktiserende læger og solopraksis, hvor man kan være sikker på at møde den samme læge hver gang
- Det giver fleksibilitet og valgmuligheder, som bidrager til den meget høje patienttilfredshed med almen praksis
Høj patienttilfredshed med både solo- og kompagniskabspraksis
- Mellem 82 og 84 procent af patienterne er enten meget tilfredse eller tilfredse med deres læge i begge praksisformer.
- I udbuds- og koncernklinikker er det mellem 57 og 67 procent.
Udvidede åbningstider kan medføre længere afstand til læger i yderområder
- For sololæger er udvidet åbningstid ensbetydende med udvidet arbejdstid
- Det kan føre til, at flere praktiserende læger vil forlade faget, og borgerne vil få længere til lægen