PLO-formand på Lægedage 23: Man bevarer kun sin førerposition, hvis man hele tiden er villig til at bevæge sig fremad

Læs talen på skrift herunder. Det talte ord gælder. 

At være praktiserende læge er at bruge sin erfaring i mødet med patienten. Men det er også at være åben for nyt:

Nye behandlingsmuligheder, som mere eller mindre pludseligt dukker op.
Nye sygdomme og symptombilleder, som dukker op fra udlandet eller gror ud af vores tid og kultur.
Nye kliniske vejledninger fra DSAM.
Nye måder at indsamle og anvende sundhedsdata.
Ny forskning, som fører ny medicin og nye metoder med sig.
Ny IT og nye arbejdsgange som fx videokonsultationer, der i dag kan rumme både de bekymrede småbørnsforældre og patienten på 92 år.
Og ikke mindst ny viden fra et efteruddannelseskursus. Fx et af de 126 kurser her på Lægedage 2023!

Med andre ord er vi praktiserende læger vant til nyt. Glade for nyt. Derfor er vi begejstrede for, at der i øjeblikket er et fornyet fokus på almen praksis bl.a. i regi af Sundhedsstrukturkommissionen. Og derfor har vi valgt at kalde dagens politiske debat for ”Arvesølv og nybrud”.

Arvesølv, fordi den danske model for almen praksis er en af de bedste i verden. Nogle vil måske sige, at jeg er en smule inhabil og ikke helt uvildig. 

Men vi tager hver eneste år imod besøgsgrupper fra bogstaveligt talt hele verden, der kommer herop for at studere dansk almen praksis.

De kommer for at kigge nærmere på et system, som er effektivt og relativt billigt. Vi lægger beslag på bare 8 pct. af de samlede udgifter til sundhed. Og dog bliver 94 procent af alle kontakter i almen praksis i dag klaret uden en henvisning til et hospital.

Tænk engang, hvad det ville betyde for vores i forvejen hårdt pressede hospitalskolleger, hvis ikke vi havde en så velfungerende gatekeeperfunktion i det danske sundhedsvæsen!

Den ”hemmelige ingrediens” er kontinuitet. Forskningen viser, at patienter med en længerevarende personlig relation til deres læge har mindre risiko for at blive indlagt, mindre forbrug af vagtlæge og bedre chancer for at overleve alvorlig sygdom.

Som DSAM formulerede det for et par år siden: Det gør en forskel, at vi kender hinanden!

Men overskriften for årets Lægedage er ikke bare arvesølv – det er også nybrud.

Nybrud, fordi forandringens vinde vil blæse over vores del af sundhedsvæsenet i de kommende år. Og nybrud fordi vi utvivlsomt kan gøre det endnu bedre. For man bevarer kun sin førerposition, hvis man hele tiden er villig til at bevæge sig fremad.

Der er ikke noget nyt i, at almen praksis fornyer sig og udvikler sig i takt med det øvrige sundhedsvæsen og i takt med forandringer i samfundet. Det har vi altid gjort – og derfor skal vi ikke se det som en trussel – men som en mulighed:

En mulighed for at sikre, at alle danskere – uanset hvor i landet – får deres egen, faste læge og et ægte frit lægevalg. Derigennem kan vi sikre større LIGHED i adgangen til sundhedsydelser.

En mulighed for, at den politiske aftale om, at vi skal være 5.000 praktiserende læger, bliver ført ud i livet. 

En mulighed for at reformere vores honorarsystem, så praktiserende læger i fremtiden får stærkere tilskyndelse til at slå sig ned de steder i landet, hvor der bor flest syge – vi skal sikre, at man som læge har færre patienter – og dermed bedre tid til patienterne -  hvis mange af dem er ældre og har flere sygdomme eller bor i socialt belastede områder.

En mulighed for at sikre bedre tilgængelighed til egen læge, især for de patienter, som har kroniske sygdomme, de ældste og mennesker med psykiske lidelser eller misbrug.

En mulighed for at skabe mere sammenhæng på tværs af sundhedsvæsenet ved hjælp af tid til den nødvendige koordination omkring patienten.

Et eksempel, som vi bør lære af, er ordningen med faste plejehjemslæger, der er skabt i et samarbejde mellem kommuner, regioner og os i almen praksis. De faste plejehjemslæger medfører tryghed for ældre borgere på plejehjem, bedre samarbejde med personalet og færre indlæggelser. I dag er omkring 90 procent af landets plejehjem dækket. Dermed er vi allerede forbi vores fælles mål med regionerne – i god tid inden den aftalte deadline.

Og endelig – med 5.000 praktiserende læger kan vi sikre, at endnu flere får løst deres problem hos deres egen læge uden at blive henvist til hospitalsbehandling eller til psykiatrien.

Jeg ved ikke, hvad Sundhedsstrukturkommissionen kommer til at anbefale, og hvilke beslutninger om vores sektor der ender med at blive truffet. Men én ting er alle enige om: At der i fremtiden bliver mere brug for almen praksis, og at der bliver brug for flere praktiserende læger.

Derfor ser jeg grundlæggende positivt på fremtiden. Og det lysner i horisonten: Der er aldrig tidligere blevet uddannet så mange speciallæger i almen medicin som i de her år. Almen medicin er suverænt det største speciale på den lægelige videreuddannelse.

Og antallet af medicinstuderende, der har et studiejob i almen praksis, er tidoblet på knap ti år: fra 190 i 2014 til 1.938 i 2023. Aldrig nogensinde har så mange medicinstuderende haft job i almen praksis.

Det er fx Anne-Sofie her, der pendler fra universitetsbyen Aarhus til Viborg. Hendes historie er også billedet på noget større: Når der kommer flere praktiserende læger, vil det blive mere almindeligt at søge til klinikker, der ligger længere og længere væk fra de større byer – det har vi også set tidligere.

Jeg glæder mig derfor til, at vi i den politiske debat skal spørge hinanden; hvordan får vi udnyttet det momentum, som vi har lige nu? Og hvilket arvesølv vil vi bevare, og hvilke nybrud skal vi kunne medvirke til?

Nu vil jeg give ordet til Indenrigs- og Sundhedsministeren, der har sagt ja til at holde åbningstalen. Giv hende gerne en hånd – velkommen til Indenrigs- og Sundhedsminister Sophie Løhde.