PLO går forrest i fælles indsats mod cybertrusler
PLO er som den første aktør i sundhedssektoren gået forrest i et nyt samarbejde med Sundhedsdatastyrelsen og Danske Regioner om at styrke cyber- og informationssikkerheden – til gavn for både patienter og det samlede sundhedsvæsen.
Cybertrusler stopper ikke ved sektorgrænser!
Derfor går PLO nu forrest i arbejdet med at styrke cybersikkerheden i sundhedsvæsenet.
PLO har som den første aktør i sundhedssektoren indgået et samarbejde med Sundhedsdatastyrelsen og Danske Regioner om fælles overvågning af it-sikkerheden i almen praksis.
Baggrunden er enkel: Almen praksis håndterer store mængder følsomme sundhedsdata og udgør en helt central del af sundhedsvæsenets infrastruktur. Hvis én del bliver ramt af et cyberangreb, kan konsekvenserne brede sig.
Derfor deltager 80 almen praksis-klinikker nu i et pilotprojekt, hvor en cyberalarm overvåger netværkstrafik og advarer om potentielle trusler og sårbarheder. Klinikkerne får et enkelt overblik og tydelig besked, hvis der er behov for handling – samtidig med at data indgår i en fælles national overvågning.
Pilotprojektet skal nu evalueres og danne grundlag for beslutning om, hvorvidt løsningen kan udbredes til flere klinikker.
Et vigtigt skridt mod et mere robust, sikkert og sammenhængende sundhedsvæsen.