Gå til indhold

PLO’s høringssvar: Nyt lovforslag kan få alvorlige konsekvenser for almen praksis

Nyhed PLO

PLO bakker op om målet om bedre lægedækning, men advarer mod forslaget om, at regionerne ensidigt kan pålægge læger flere patienter. Det kan forværre lægemanglen i stedet for at løse den, lyder det i PLO's høringssvar vedrørende lovforslag om styrket almen medicin.

PLO har afgivet høringssvar vedrørende forslag til lov om ændring af sundhedsloven

PLO har afgivet høringssvar til det nye lovforslag om national fordeling og styring af lægekapaciteter.

Overordnet bakker PLO op om målet om at styrke det nære sundhedsvæsen og sikre en bedre fordeling af læger i hele landet – men flere af de foreslåede tiltag giver anledning til alvorlig bekymring.

Først og fremmest vækker forslaget om, at regionerne ensidigt kan pålægge praktiserende læger at tage flere patienter, end de i dag er forpligtet til, stor bekymring.

Hvis patientantallet øges uden aftale med de praktiserende læger, frygter PLO, at flere læger vil forlade faget eller vælge at gå tidligere på pension. Det vil ikke løse lægemanglen – tværtimod risikerer det at forværre den og dermed modarbejde sundhedsreformens hensigt.

Derfor anbefaler PLO, at eventuelle ændringer i patientfordelingen sker i tæt dialog med de praktiserende læger og baseres på frivillige aftaler. På den måde kan der findes løsninger, der både styrker lægedækningen og sikrer kvaliteten i almen praksis.

Konkurrence på lige vilkår
Lovforslaget lægger op til, at regionerne får helt frie hænder til at oprette den kliniktype, de ønsker, herunder regionsklinikker og koncerndrevne klinikker. Her understreger PLO, at nye klinikformer bør leve op til samme standarder som de eksisterende praksisformer. PLO understreger desuden, at regionsrådet bør være forpligtet til at sammensætte det almenmedicinske tilbud på en måde, der ikke skaber konkurrenceforvridning for private aktører.

Læs høringssvar fra PLO her (pdf)