Region Syddanmark tager vigtige skridt mod kortere ventetider i psykiatrien – men går også den gale vej
Diagnosespecifikke ADHD-klinikker risikerer at overse komplekse symptomforløb og kan forværre ventetiderne for patienter med flere diagnoser.
Debatindlæg af Josephine Duevang Rathenborg, formand for Lægeforeningen Syddanmark
Bragt i Sundhedsmonitor den 7. august 2025
Der er for lange ventetider i psykiatrien i Region Syddanmark. Det har vi sagt længe. Derfor er det positivt, at regionen nu tager fat og sætter ind – blandt andet ved at hæve knækgrænsen og oprette flere ydernumre for praktiserende psykiatere og børne- og ungdomspsykiatere. Det er et skridt i den rigtige retning.
Men når Region Syddanmark samtidig lancerer særlige diagnosespecifikke ADHD-klinikker, går de den gale vej.
ADHD-klinikker lyder måske som en hurtig og enkel løsning. Men psykiatrien er sjældent enkel. Langt de fleste patienter med ADHD har nemlig også andre psykiske lidelser som angst, OCD, depression – eller noget helt fjerde. De kommer med komplekse symptombilleder, som ikke kan puttes ned i én boks. Derfor giver det ikke mening at sende dem ind i et diagnosespecifikt forløb, hvor man kun ser på én lidelse ad gangen.
Vent på den fælles løsning
I psykiatrien stilles diagnoser ud fra symptomer – ikke blodprøver. Og de samme symptomer kan dække over vidt forskellige tilstande. Hvis man starter med et snævert fokus, kan det betyde, at vigtige aspekter af patientens situation bliver overset. Resultatet kan blive, at patienten efter en ADHD-udredning alligevel skal udredes for yderligere diagnoser – og dermed starter ventetiden forfra et andet sted. I værste fald falder patienterne mellem to stole.
I øjeblikket arbejder Sundhedsstyrelsen på at finde en fælles national retning for, hvordan man kan sikre mere ensartet kvalitet i både udredning, behandling og opfølgning til mennesker med ADHD. Det er et stykke vigtigt arbejde, som skal sikre, at patienterne bliver mødt med samme faglige kvalitet, uanset hvor i landet de bor.
Derfor er det svært at forstå, hvorfor Region Syddanmark vil etablere ADHD-klinikker allerede nu. Skal vi ikke vente og se, hvad den fælles løsning bliver, før vi bygger noget, der måske skal pilles ned igen?
Hvor skal personalet komme fra?
Noget andet er, hvor regionen vil finde psykiatere til at lede klinikkerne.
Tal fra Lægeforeningens efterspørgselsanalyse viser, at der mangler 444 speciallæger i psykiatri på tværs af hele landet. Så hvor regner man med, at psykiaterne, der skal bemande de nye ADHD-klinikker, skal komme fra? Det hænger ganske enkelt ikke sammen. I stedet for at styrke det, vi ved virker, spredes kræfterne endnu tyndere ud. Det kommer hverken patienterne eller personalet til gode.
Derfor må man spørge: Er det virkelig det bedste, vi kan finde på? Når nu vi ved, hvor meget psykiatrien i forvejen kæmper med lægemangel og kapacitetspres?
Vi skal ikke bygge nye siloer. Vi skal bygge videre på de strukturer, der allerede findes, og som vi kan udvikle og udvide. Ligesom vi i Danmark skal uddanne mange flere speciallæger til alle dele af psykiatrien de næste mange år.
Derfor: Ja til mere kapacitet. Ja til flere speciallæger. Men nej tak til løsninger, der lyder enkle på papiret, men skaber mere rod i virkeligheden.
Region Syddanmark er i gang med noget vigtigt. Nu gælder det om at vælge rigtigt. Og det kræver, at vi tør stille spørgsmålet: Gør vi det, der virker – eller gør vi bare noget, fordi vi føler, vi skal handle?
Vi i Lægeforeningen Syddanmark stiller os gerne til rådighed med sparring, viden og idéer. For vi ønsker det samme som regionen: En psykiatri, der virker – også om fem og ti år.