Vi er klar til i fællesskab at styrke det nære mentale sundhedsvæsen
Alt for mange mennesker med angst, depression og andre psykiske lidelser står i dag uden den nødvendige hjælp. Vi har brug for et stærkere samarbejde i det nære sundhedsvæsen, skriver Foreningens af Praktiserende Speciallæger, Dansk Psykolog Forening og Praktiserende Lægers Organisation i et fælles indlæg.
Af Mireille Lacroix, næstformand i PLO, Ann-Louise Rewentlov-Mourier, formand for FAPS, og Dea Seidenfaden, forperson Dansk Psykolog Forening
Angst, depression og andre psykiske lidelser er et voksende samfundsproblem. Vores medlemmer arbejder med mentale helbredsproblemer i det nære sundhedsvæsen – som alment praktiserende læger, praktiserende speciallæger og praktiserende psykologer – og vi er enige om, at når psykisk lidelse rammer, bør alle patienter have adgang til et nært og tilgængeligt behandlingstilbud. Uanset hvor i landet de bor.
Vi ønsker derfor at styrke de behandlingstilbud, som mennesker med psykisk lidelse møder uden for hospitalspsykiatrien – og vi er bekymret for, om det nære, mentale sundhedsvæsen er blevet glemt i forhandlingerne om sundhedsreformen. Reformen adresserer det stigende antal ældre og kronisk syge i samfundet, men har ikke fokus på, at der – allerede her og nu - er et stigende antal danskere med psykisk lidelse, som ikke får tilstrækkelig hjælp.
Vi er i gang med gradvist at føre 10-årsplanen for psykiatri ud i livet. Den sætter den rigtige retning, men hvis missionen skal lykkes, er det nødvendigt, at langt flere patienter behandles for psykisk lidelse i det nære sundhedsvæsen end i dag. Vi tror på, at vi med meget få greb kan løfte indsatsen i det nære og forebygge behandling og indlæggelser i sygehuspsykiatrien. Men det kræver, at vi som praksissektor får rammerne til at understøtte den udvikling.
De praktiserende læger behandler et stigende antal borgere med psykisk lidelse og ser dermed også et stigende antal borgere, der har brug for henvisning til psykolog eller psykiater. Kriterierne for hvem, man kan henvise til psykolog, er imidlertid for snævre, og derfor bliver alt for mange patienter udelukket fra behandling hos psykologer. Lægen bør i stedet for kunne henvise på baggrund af borgerens funktionsniveau, så det sikres, at patienter, der har behov for behandling, har adgang hertil – og ikke kun dem, der har den ”rette” diagnose.
Et andet problem er, at både psykologer og psykiatere hver dag oplever at få henvist patienter, som de ikke kan hjælpe på grund af manglende kapacitet og lange ventelister. Konsekvensen er, at alt for mange mennesker med psykisk lidelse - som burde og kunne behandles i det nære sundhedsvæsen – er efterladt med disse valg: Vent i halve eller hele år på, at det bliver din tur, vent til du bliver dårlig nok til at få hjælp fra hospitalspsykiatrien eller betal selv.
Regeringen vil øge antallet af praktiserende læger. Det er rigtig fint, men der bør tilsvarende være flere psykologer og psykiatere med ydernummer, så vi kan sikre lige adgang til hjælp og behandling i hele landet, og patienterne får mulighed for at få udredning og behandling uden lange ventelister.
Mange psykiatere har forladt det offentlige sundhedsvæsen de senere år. Men erfaringer fra flere steder i landet viser, at psykiaterne gerne vil tilbage, hvis regionerne opretter ydernumre. Det er en hurtig og effektiv måde at mindske manglen på speciallæger i det nære, offentlige sundhedsvæsen. Og det vil have den store fordel, at færre mennesker føler sig tvunget til at opsøge privat behandling, hvor de skal betale af egen lomme. På den måde kan vi bidrage til at mindske den ulighed i sundhed, som ikke mindst rammer mennesker med psykisk lidelse.
Samtidig har Sundhedsstyrelsen netop udgivet en ny vejledning om behandling med psykofarmaka, som allerede nu medfører, at praktiserende læger påføres en øget behandlingsopgave omkring patienter med psykiske lidelser. Det har potentiale til at aflaste hospitalerne men kræver bedre rammer for behandling af psykisk lidelse i almen praksis. Det er helt oplagt, at denne opgave løses i et tæt samarbejde mellem de praktiserende læger og de praktiserende speciallæger i psykiatri.
Vi vil i fællesskab gerne tage mere ansvar og samarbejde tættere omkring patienterne for at sikre trygge og effektive patientforløb. Og vi vil gerne gribe patienterne i tide, så behandlingsmulighederne bedre kan tilrettelægges under hensyn til patientens ønsker og behov, hvad enten det drejer sig om valget af psykofarmaka eller psykoterapi eller en kombination heraf. Derfor foreslår vi også mulighed for tværgående samarbejde fx i form af konferencer mellem praktiserende læger, psykologer og psykiatere. Det skal sikre, at patienten ikke bliver budbringer og skal fortælle sin historie igen og igen.
Vi står sammen om det fælles mål at løfte behandlingen af psykisk lidelse i det nære sundhedsvæsen Vores vision er klar: Invester i det nære mentale sundhedsvæsen nu og giv praksissektoren de rette muligheder for at gribe patienter rettidigt.
Indlægget blev bragt i Altinget Sundhed den 21. november 2024