Gå til indhold

Stråmandsklinikker er en trussel mod os alle

Nyhed PLO

Debat: Vi ser, at koncerner aktivt går efter at lade stråmænd opkøbe klinikker, som så efterfølgende drives af koncernerne med løst tilknyttede vikarer fremfor en fast læge. Det skriver formand for PLO Jørgen Skadborg i et debatindlæg bragt i Århus Stiftstidende den 5. marts 2021. 

Af formand for Praktiserende Lægers Organisation, PLO, Jørgen Skadborg


Jeg er meget enig med Else Kaysers indlæg (Århus Stiftstidende den 2. marts) om kædedannelser hos de praktiserende læger. For ja, desværre står vi på randen af at få kvotekonger i almen praksis. Og det er skidt for patienterne.


Vi ser, at koncerner aktivt går efter at lade stråmænd opkøbe klinikker, som så efterfølgende drives af koncernerne med løst tilknyttede vikarer fremfor en fast læge.


På grund at stråmandskonstruktionen er det svært, hvis ikke umuligt, for patienten at se forskel på en fast praktiserende læge og på en kædeklinik. Men forskellen vil hurtigt blive synlig, hvis patienten regelmæssigt har brug for at gå til lægen, fx hvis patienten er kronisk syg eller i et længere udredningsforløb. For chancen for at møde den samme læge eller personale er forsvindende lille. 


Fænomenet med stråmandsklinikker breder sig med uventet hast.


Stråmandsklinikker eller koncernklinikker, som man også kan kalde dem, undergraver i alvorlig grad familielægetanken, hvor man har den samme læge i mange år med kontinuitet og tryghed i behandlingen.


Jeg er selv praktiserende læge i Billund. Billund er et lægedækningstruet område, og også jeg har oplevet at blive ringet op af en af koncernerne, som ville høre, om de skulle overtage min klinik.


De uopfordrede opkald er der mange praktiserende læger, som får for tiden. Enten fordi de har praksis i et lægedækningstruet område, eller fordi de er nået pensionsalderen.


I PLO ser vi koncerndrevne stråmandsklinikker som en trussel mod patienternes mulighed for at få en fast læge i fremtiden og mod et sammenhængende sundhedsvæsen.


Jeg er fuldstændig enig med Else Kayser i, at der skal en lovændring til, og det kan kun gå for langsomt.


Hvis ikke, vi får stoppet de koncerndrevne klinikker, vil vi, som Else Kayser skriver, se en udvikling, hvor nuværende lokale klinikker, ejet af den praktiserende læge, erstattes af kædedannelser, styret af kapitalkræfter, og hvor kommende praktiserende læger vil få svært ved at købe sin egen klinik.



Indlægget blev bragt den 5. marts 2021 i Århus Stiftstidende