Vær med til at sætte fokus på de yngste lægers vilkår – stil op til GYL
Frem til 10. februar kan alle nyuddannede cand.med. stille op som årgangsrepræsentant i Yngre Lægers repræsentantskab (valggruppe A) og blive en del af GYL, Gruppen af Yngste Læger.
GYL repræsenterer de yngste læger og fungerer som sparringspartner til Yngre Lægers bestyrelse og udvalg i forhold, der vedrører nye læger. I GYL er der fokus på de særlige forhold for nye læger, blandt andet deres tid i KBU. GYL er også med til at arrangere Yngre Lægers "Kick off"-arrangementer for nye læger to gange om året.
GYL er en fantastisk mulighed for, at man som yngste læge får indblik i, hvad en fagforening er.
En god mulighed for indblik og indflydelse
Læge Siri Jolander Kirstein er i gang med anden del af sin KBU i almen praksis og talsperson for GYL:
”GYL er en fantastisk mulighed for, at man som yngste læge får indblik i, hvad en fagforening er. Det er også en mulighed for at få direkte indflydelse på arbejdet med at forbedre vilkårene for de nyuddannede læger, der skal ud i deres første job. Vi arbejder blandt andet med handleplaner, og jeg synes, at der er kort vej fra idé til handling – og dermed til muligheden for indflydelse.”
Siri Jolander Kirstein fremhæver også andre fordele ved at være aktiv i GYL:
”Vi har nogle utroligt hyggelige og sjove heldagsmøder. Det er inspirerende at dele erfaringer om, hvordan man fx tager imod nye læger på forskellige afdelinger, eller hvad man kan gøre for at være med til at skabe en god arbejdsplads. Det er en rar gruppe at være en del af, og man får et godt netværk med andre nyuddannede læger på tværs af hele landet.”
Velkommen til nye læger
På nylæge.dk har Yngre Læger samlet et udvalg af informationer, som er særligt interessante for nyuddannede. Her kan man blandt andet læse om GYL og finde råd om at komme godt i gang med arbejdslivet som læge.