Vigtigt med fair og hurtig efterforskning af kræftsag
Statsadvokaten i Viborg har besluttet, at sagen fra mave- og tarmkirurgisk afdeling på AUH nu skal efterforskes. For Overlægeforeningen er det afgørende, at efterforskningen sker på en fair og retfærdig måde – meget gerne indenfor en overskuelig tidshorisont. Overlægeforeningen er også klar med rådgivning og eventuel hjælp til advokatbistand, hvis medlemmer bliver berørte.
Den 2. oktober kunne DR fortælle, at Østjyllands politi vurderer, at det ikke er relevant at efterforske, om der er sket noget strafbart i forbindelse med kræftsagen fra mave- og tarmkirurgisk afdeling på Aarhus Universitetshospital.
Den 12. december kunne DR så fortælle, at statsadvokaten i Viborg nu alligevel igangsætter en efterforskning. Det sker, efter en patient klagede over politiets afgørelsen fra tidligere.
Præcis hvad der skal efterforskes, besluttes nu af Østjyllands Politi. Til DR forklarer statsadvokat Jakob Berger Nielsen, at:
”Det er helt op til dem (politiet, red.) at vurdere, hvilken efterforskning der skal til for at kunne træffe en ny beslutning på et senere tidspunkt. Altså om sagen eventuelt skal lukkes, eller om der skal sigtes personer. I første række vil jeg tro, at man vil gå i gang med de retninger, som advokatundersøgelsen (kammeradvokatens undersøgelse, som regionen bestilte, red.) udstikker, og se på, hvor de systematiske og bevidste fejl er begået”.
Håber på hurtig og fair afklaring
Overlægeforeningens formand Susanne Wammen understreger, at ingen endnu er sigtet, og det langt fra er sikkert, at nogen bliver det.
Det ændrer dog ikke på, at hele sagen er dybt alvorlig og har haft store omkostninger for mange mennesker. Derfor håber Susanne Wammen på en hurtig afklaring af, om der skal rejses sigtelser:
”Hele sagen er ulykkelig og har haft alvorlige konsekvenser for mange mennesker. Jeg håber, at sagen ikke trækker i langdrag. Patienter har brug for afklaring. Afdelingen har brug for at kunne se frem. Og de berørte medarbejdere har brug for at vide, om sagen nu fortsætter i form af en sigtelse af dem selv eller kolleger”.
Hastighed er altså vigtig for Overlægeforeningens formand. Men endnu vigtigere er det, at sagen foregår ordentligt og fair:
”Ligesom sagen er alvorlig, er den også fuld af følelser. Men det er helt afgørende, at en efterforskning hverken bliver personlig eller følelsesladet. Det handler ikke om at finde syndebukke, men om at afdække om der er grundlag for at rejse sigtelse for, at nogen har begået noget strafbart. Derfor er det helt afgørende, at efterforskningen, en eventuel sigtelse og efterfølgende retssag foregår på en ordentlig og fair måde. Det har jeg stor tiltro til, at politiet vil sikre. Det samme håber jeg, at alle andre – fra presse til politikere – vil respektere”.
Medlemmer kan få hjælp og rådgivning
Da efterforskningen ikke er i gang endnu, ved Susanne Wammen ikke om den omfatter medlemmer af Overlægeforeningen. Men hvis den gør, så er der hjælp at hente, siger hun:
”Alle medlemmer af Overlægeforeningen kan ringe og få hjælp og rådgivning om sager i forbindelse med deres arbejde. Hvis man bliver sigtet i en straffesag, kan vi også hjælpe med advokatbistand og rådgivning. Det afgørende for os er, at alle får en ordentlig og fair behandling. Det er en væsentlig del af det faglige fællesskab, vi har i Overlægeforeningen: Vi står sammen om at sikre, at den enkelte får en ordentlig og fair behandling”.