Vores sundhedsvæsen er gearet til de få – ikke til dig og mig

Indlæg af Jørgen Skadborg, formand for PLO og Martin Damm, formand for KL. Indlægget er bragt hos Jyllands-Posten den 8. december 2023.

Lad det stå helt klart: Vi har på mange måder et rigtig godt sundhedsvæsen. Hvis du bliver ramt af hjertefejl eller kræft, så kommer de blå-blink og de hvide kitler – og du får hurtig hjælp. Og det er noget, som vi alle sætter stor pris på.
 
Men hvis du, som stadig flere gør, befinder dig uden for sygehusenes mure, ser situationen meget anderledes ud. Her leves livet og hverdagen for mange mennesker med en eller flere kroniske sygdomme, skrøbelige ældre og mennesker med psykiske lidelser. For dem slår sundhedsvæsnet ikke til i dag. Og det er dem, vi møder hver dag i almen praksis og i kommunerne, og som der gennem mange år er blevet flere og flere af. 
 
17 år er gået, siden vi sidste gang tegnede stregerne til et nyt sundhedslandkort. Dengang tog vi fat i det specialiserede sundhedsvæsen. Tanken var, at der også skulle komme en plan for det nære. For et højt specialiseret sygehusvæsen skal gå hånd i hånd med et stærkt og nært sundhedsvæsen – de er hinandens forudsætning. Men planen for det nære sundhedsvæsen kom aldrig. Og nu er fremskrivningerne blevet til virkelighed. Mange mennesker med en eller flere kroniske sygdomme, skrøbelige ældre og mennesker med psykiske lidelser oplever konsekvensen af års ret ensidige investering i det højt specialiserede sygehusvæsen. Og i kommunerne og almen praksis står vi med en opgave, som vi ikke kan løse med de nuværende rammer. Strukturen og incitamenterne vender simpelthen forkert.
 
Hvorfor er det fx, at vi fortsat laver så mange knæoperationer, når al forskning viser, at træning er langt bedre? Hvorfor er det, at så mange mennesker, der gerne ville dø en fredelig død hjemme, stadig ender med en sidste tid præget af akutte indlæggelser og unødige indgreb? Og hvorfor er det, at vi er så dårlige til at finde fælles løsninger for de alt for mange unge mennesker, der mistrives?
 
Vi har prøvet rigtig meget. Vi har forsøgt i vores nuværende struktur. Vi har forsøgt os med amter, der havde det samlede ansvar for sundhedsopgaven. Vi har prøvet med økonomiske incitamenter som kommunal medfinansiering og nærhedsfinansiering. Men der har ikke for alvor været et svar på udfordringen med manglende sammenhæng for de mange og stadig flere ældre, multisyge og psykisk syge. 
 
Vi bliver nødt til at gå nye veje, hvis vi skal have skovlen under udfordringerne. Vi foreslår, at dén vej er sundhedsklyngerne. Her samarbejder sygehus, kommuner og almen praksis om at finde konkrete løsninger for borgerne.
 
Men skal det lykkes, kræver det, at vi går radikalt til værks. Vi skal give sundhedsklyngerne flere muskler, mere økonomi og mere beslutningsrum, så de kan være stedet, hvor vi rent faktisk træffer beslutninger og forpligter hinanden, og i fællesskab finder frem til løsninger for vores fælles borgere. Her skal de gensidige forpligtelser for alle parter – almen praksis, sygehuse og kommuner – ligge fast. Det må ikke være op til hver enkelt part eller den enkelte læge, om man vil løse opgaver. For vi skal have sikkerhed for, at hver gør sit hver gang.
 
Vi er allerede tyvstartet med etableringen af de 22 sundhedsklynger. Der er en masse gode eksempler på, hvordan sundhedsklyngerne, selv om de har haft en meget begrænset økonomi og beslutningsrum, har formået at finde frem til nye løsninger for deres fælles borgere. I Syddanmark har de vist lovende resultater med at forebygge indlæggelser blandt skrøbelige ældre. I Nordjylland er man i gang med initiativet: ’STOP OP! Før livet stopper’, der sætter fokus på en værdig død. Og nu begynder vi at sprede de indsatser, der virker, til hele landet.
 
Patienter er mennesker, der har behov for sundhedsvæsenet noget af tiden, men lever almindelige liv det meste af tiden. Derfor er det helt afgørende, at den almindelige sundhedsbehandling er forankret tæt på, hvor borgerne bor. Hvor sundheden kan gå hånd i hånd med folkeskolen, ældreplejen og beskæftigelsesindsatsen. Det skal vi værne om – og huske på, når vi tænker i de fremtidige strukturer. Og dét tror vi, at sundhedsklyngerne vil give os mulighed for.