Akutpakke løser ikke sundhedsvæsenets største problem: Personalemanglen
Øget brug af flere faggrupper, hurtigere autorisation til udenlandsk uddannede læger og forlængelse af behandlingsretten er alt sammen fornuftige tiltag. Men de afhjælper ikke sundhedsvæsenets allerstørste udfordring: Den massive mangel på personale, mener Yngre Læger.
”Der er flere fornuftige tiltag i akutpakken, som giver rigtig god mening i et presset sundhedsvæsen. Men jeg er bekymret for, at akutpakken ikke for alvor vil mindske presset i sundhedsvæsenet, for det største problem, nemlig mangel på kvalificeret personale, løses ikke med de tiltage, vi ser her. Vi er jo stadig kun de læger og sygeplejersker, vi er – uanset om regeringen ønsker, at opgaverne skal løses i det offentlige eller i det private regi. Det kalder fortsat på en skarp prioritering og en forventningsafstemning mellem politikere og borgere om, hvad vi kan forvente af sundhedsvæsenet, ” siger Yngre Lægers forperson, Helga Schultz og fortsætter:
”Det er godt, at regeringen vil afsætte flere ressourcer til at honorere ekstraarbejde i forbindelse med afviklingen af udskudt aktivitet på sygehusene. Men man skal være opmærksom på, at det ikke er noget, der vil ændre på arbejdspresset på de i forvejen pressede afdelinger, der tager sig af de akut syge patienter. Samtidig er vi jo kun det samme antal medarbejdere, og læger har allerede i dag i en masse overarbejde og tager ekstra vagter. Men der er grænser for hvor meget, man kan arbejde ekstra som læge oven i sit almindelige lægearbejde.”
Regeringen ønsker, at mere behandling skal løses i det private regi. Men Yngre Læger advarer mod at tro, at det er en løsning, der kan få den samlede produktivitet op.
”Der står jo ikke en buffer af læger og sygeplejersker klar i det private, som ikke allerede løser sundhedsfaglige opgaver. Der bliver ikke flere læger og sygeplejersker at trække på, blot fordi man flytter flere opgaver over i det private. Jeg frygter, at det risikerer at gøre regionernes rekrutteringsproblemer endnu større og dermed være med til at udhule det offentlige sundhedsvæsen,” siger Helga Schultz.
Mulighed for at gøre brug af flere faggrupper, fx lægesekretærer, en hurtigere autorisation til udenlandsk uddannede læger og en forlængelse af behandlingsretten er alle tiltage, som Yngre Læger hilser velkomne.
”Med en forlængelse af behandlingsgarantien øger man lægers mulighed for at sikre, at det er det sygeste patienter, der bliver behandlet først. Jeg håber, at man nøje vil følge, hvad det betyder for sundhedsvæsenet,” siger Helga Schultz.