Yngre Læger: Et fleksibelt arbejdsliv kan tiltrække lægerne
En bedre lægedækning kan godt sikres uden tvang. Men det kræver, at politikere og arbejdsgivere tør droppe ’plejer’ og lytte til medarbejderne, så der kan skabes vilkår, der passer til et moderne arbejdsliv. Sådan skriver Yngre Lægers forperson, Wendy Sophie Schou, i dette debatindlæg, der blev bragt i Sundhedsmonitor den 17. september 2024.
Kan man sætte en prop i, så nogle områder af landet ikke må ansatte speciallæger, for på den måde at få speciallæger til at søge til de områder, hvor lægemanglen er størst?
Det mener sundhedsstrukturkommissionen og har derfor peget på et vækstloft som en måde at få fordelt speciallæger bedre.
Jeg er enig i, at vi som samfund ikke kan leve med, at manglen på speciallæger er så stor nogle steder. Men metoden til at løse det – vækstloftet – er en forkert vej at gå. Først og fremmest fordi jeg ikke mener, at det vil virke. Det svarer til at tro på, at vi får uddannet flere pædagoger, fordi man fra politisk side beslutter, at der skal uddannes færre ingeniører og derfor lukker studiepladser for dem.
Skal vi for alvor sikre en bedre lægedækning i hele landet – og det skal vi - må det grundlæggende selvfølgelig være på plads: Der skal være speciallæger nok til at dække behovet. Og det er der ikke i dag, for der uddannes for få. Det er derfor afgørende, at politikerne skruer op for dimensioneringen, så alle læger, der ønsker at blive speciallæge, har mulighed for at blive det.
Når det er sagt, så er jeg samtidig overbevist om, at brugen af positive rekrutteringsmekanismer er det, der vil virke aller bedst, hvis arbejdspladser vil tiltrække speciallæger til områder med lægemangel. Eller med andre ord: Brug gulerod frem for tvang. Ellers virker det ikke i længden, for så bliver speciallægerne der kun kortvarigt. Vi skal derfor skabe arbejdsforhold og arbejdspladser, som lægerne selv aktivt vil søge mod.
Her er fleksibilitet et nøgleord. Mange læger oplever, at deres arbejdsliv er for presset. De mange skiftende vagter kan gøre det svært at planlægge livet uden for arbejdet, for man er aldrig sikker på, hvornår man kan holde fri.
For at fastholde lægerne i det offentlige sundhedsvæsen – og samtidig tiltrække flere læger til yderområderne – skal arbejdsgiverne tilbyde vilkår, som man kan forvente på andre arbejdspladser i et moderne arbejdsliv. Når vi i dag ser mange læger søge mod det private, tror jeg, at en af grundende er det mere fleksible arbejdsliv, man tilbyder der. Muligheden for at kunne tilrettelægge nogle af sine arbejdstimer selv, som mange andre akademikere kan det, virker tillokkende på mange læger.
Coronatiltag er blevet glemt
Det er naturligvis en anden øvelse at skabe mulighed for at arbejde hjemme for en læge på et hospital, der er åbent 24/7, og hvor en del af patienterne skal ses fysisk, end hvis man sidder på et kontor fra 9-17. Men jeg er overbevist om, at vi kan gøre mange ting anderledes, end vi gør det i dag, til fordel for både patienter og læger. Under coronapandemien så vi, hvordan sundhedsvæsenet hurtigt kunne omstille sig til digitale løsninger. Men i modsætning til mange andre steder, er de nye tiltag på hospitalerne blevet glemt. Det ærgrer mig, for jeg mener, at både læger og patienter mister en vigtig fleksibilitet her.
Man kan vælge at brokke sig over de unges tilgang til arbejdsmarkedet. Eller man kan lytte til dem og se, om ikke det er muligt at skrue et moderne og fleksibelt arbejdsliv sammen
For selvfølgelig kan man også på sygehusene lave vagtplaner, hvor man som ansat læge har en større indflydelse, end man har i dag. Så man fx kan nå til fodbold med sin datter om onsdagen eller deltage i morgensang på skolen en gang imellem uden at skulle holde en hel fridag. Og mange patienter i ambulatorierne kan tilses online eller telefonisk, sådan som de praktiserende læger og ikke mindst deres patienter også har stor glæde af.
Nye generationer kræver nye løsninger
De yngre generationer på arbejdsmarkedet har andre forventninger til deres arbejdsliv end tidligere generationer. Det gælder også blandt lægerne. Man kan vælge at brokke sig over de unges tilgang til arbejdsmarkedet. Man kan forsøge at lave dem om eller tvinge dem. Eller man kan gøre det modsatte – og lytte til dem og se, om ikke det er muligt at skrue et moderne og fleksibelt arbejdsliv sammen. Hvis ikke nogen af de yngre generationers forventninger bliver indfriet, får vi et problem, da mange yngre læger ikke længere vil acceptere de arbejdsforhold, der har været normen hidtil. Min opfordring til arbejdsgiverne i områder med stor lægemangel er derfor at tænke i nye muligheder. Skal en læge nødvendigvis sidde på hospitalet og svare på mails og tjekke blodprøvesvar om eftermiddagen? Hvorfor ikke lade lægen gå tidligere en gang imellem og så logge på hjemmefra senere om aftenen? Begynder arbejdspladserne ikke snart at tænke ud af boksen, risikerer vi, at et stort antal af læger søger andre veje end det offentlige sundhedsvæsen eller vælger specialer, hvor arbejdsforholdene er mere attraktive end de mest vagtbelastede specialer.
En bedre lægedækning kan godt sikres uden tvang. Men det kræver, at politikere og arbejdsgivere tør droppe 'plejer' og lytte til medarbejderne, så der kan skabes vilkår, der passer til et moderne arbejdsliv. I dag har kun hver femte yngre læge oplevet at blive forsøgt rekrutteret, selvom alle erfaringer viser, at en håndholdt rekrutteringsindsats virker. Arbejdsgiverne kan fx starte med at stille spørgsmålet: Hvad skal der til for, at du har lyst til at arbejde her?