Yngre Læger: Vigtigt økonomisk løft i sundhedsvæsenet – nu skal der skabes ro til forandring
Yngre Læger hilser den nye økonomiaftale mellem regeringen og regionerne velkommen. Aftalen rummer et tiltrængt økonomisk løft med 2,3 milliarder kroner til drift i 2026. Midler, der er helt nødvendige for at kunne rekruttere og tilknytte medarbejdere – og samtidig løfte den omfattende sundhedsreform.
"Vi er meget glade for, at der nu bliver sat flere penge af til sundhedsvæsenet. Det er tiltrængt i en hverdag, hvor økonomien nogle steder er så presset, at man indfører ansættelsesstop og nedlægger stillinger, selvom der mangler læger. Det håber vi, den nye aftale kan være med til at rette op på,” siger Wendy Sophie Schou, forperson for Yngre Læger, der derfor tager godt imod økonomiaftalen.
Yngre Læger peger på, at sundhedsvæsenet står midt i en historisk reform, der for alvor vil ændre måden, vi organiserer og leverer sundhed på i Danmark. Det kalder på store investeringer – både i medarbejdere, kompetencer, systemer og ikke mindst tid.

”Forårsaftalens løfte om flere speciallæger er sammen med denne økonomiaftale et godt skridt på vej i den rigtige retning. Skridt, der er nødvendige, hvis vi skal mindske uligheden i sundhed,” siger Wendy Sophie Schou og minder om, at sygehusene også er meget store uddannelsesinstitutioner for sundhedsprofessionelle, hvilket kræver tilstrækkelige ressourcer.
Med den nye økonomiaftale i hånden opfordrer Yngre Læger ledelserne i sundhedsvæsenet til aktivt at bruge det politiske mandat og de nye midler:
”Det må være slut med pludselige ansættelsesstop begrundet i manglende ressourcer. Nu har regionerne midlerne – så nu er det tid til, at de trækker i arbejdstøjet og fører en aktiv rekrutteringspolitik. Det skylder vi både de ansatte og patienterne,” siger Wendy Sophie Schou.
Hun fremhæver, at det ikke kun handler om penge, men også om arbejdsro:
”Hvis vi skal tiltrække læger, sygeplejersker og andre sundhedsprofessionelle, kræver det ro og stabile rammer – med fokus på arbejdsmiljø og uddannelse,” siger hun.