Skriv en god ansøgning til dit næste lægejob
Som læge vil du mange gange i løbet af din karriere skulle skrive en jobansøgning. En ansøgning skal være både målrettet, motiveret og fokusere på det fremtidige job.
Forbered dig, før du skriver
Før du skriver din ansøgning bør du læse stillingsopslaget grundigt igennem og fokusere på, hvad stillingsannoncen fortæller om stillingen, om arbejdspladsen og om de krav, der stilles til den, der skal varetage arbejdet.
Stillingsopslaget vil formentlig afføde nogle spørgsmål hos dig, som vil kræve noget research. Brug dit netværk samt relevante hjemmesider til at få svar på dine spørgsmål.
Har du spørgsmål, du ikke kan få svar på, kan du eventuelt ringe til arbejdspladsen og spørge. Mange stillingsannoncer angiver en kontaktperson, man kan henvende sig til. Skriv dine spørgsmål ned på forhånd, så du er sikker på at få spurgt til det, du ikke har kunnet finde svar på via din hidtidige research.
Overordnet set handler det om at gøre det klart for dig selv, hvorfor du passer godt til det pågældende job, da der er forudsætning for, at du kan forklare det til arbejdsgiveren.
Hvad skal ansøgningen indeholde?
En ansøgning skal være fremadrettet og motiveret. Du skal indlede med et afsnit, hvoraf det klart fremgår, at du søger om den konkrete stilling på den konkrete afdeling. I indledningen skal du begrunde, hvorfor du søger netop det job, da det skal fremgå, at du reelt er interesseret i specialet på præcis det hospital eller sygehus, du søger hos.
Når et job bliver slået op, er det et udtryk for, at den pågældende afdeling/praksis/arbejdsplads har et stykke arbejde, der skal løses. I ansøgningen er det derfor din opgave at fokusere på arbejdspladsens behov frem for dine egne behov. Det er vigtigt, at du rammer præcist, når du beskriver dine kompetencer inden for de forskellige dele af lægerollen, der primært skal bringes i anvendelse i det pågældende job.
Din ansøgning skal desuden også give et indtryk af din personlighed, fordi det er et vigtigt element i en ansættelse.
Hvor lang skal ansøgningen være?
Hold dig gerne til en side til halvanden. Helst ikke mere. Vær derfor omhyggelig med at beskrive det, der har betydning for udførelsen af det pågældende job, og ikke alt muligt andet. Hvis du har brug for at skære ned, så overvej om der ikke er noget, der kunne høre hjemme i CV’et, og som du blot kan henvise til i ansøgningen.
Den efterfølgende proces
Langt de fleste ansættelsessteder sender en bekræftelse på, at de har modtaget ansøgningen. Hvis det ikke er sket inden for få dage, kan du evt. ringe og spørge, om ansøgningen er modtaget.