Gå til indhold

Sammen om sundhedsreformen - kunstig intelligens skal understøtte omstillingen til det nære

Nyhed PLO

Danske Regioner og PLO: Skal sundhedsreformen lykkes, må vi samarbejde tættere og bruge teknologien klogt til gavn for patienterne – også i det nære sundhedsvæsen. Hvis vi griber det rigtigt an, kan almen praksis sætte retningen for udviklingen for det samlede praksisområde. Vi er parate til at gå forrest – men vi har brug for, at staten og andre aktører går med. Det kræver understøttelse og investeringer. Og det kræver politisk mod og strategiske prioriteringer – på tværs af sektorer og myndigheder.

Kunstig intelligens har stort potentiale til at bidrage til forbedring af samarbejdet mellem almen praksis og sygehusvæsenet, skriver Anders Kühnau og Jørgen Skadborg

Af: Anders Kühnau, formand, Danske Regioner og Jørgen Skadborg, formand, PLO

Vi står på tærsklen til en meget omfattende sundhedsreform, som skal skabe bedre sammenhæng og bringe sundhedsvæsenet tættere på borgerne. Vi skal ruste vores sundhedsvæsen til en fremtid, hvor vi bliver flere ældre, og hvor flere danskere vil leve længere med én eller flere kroniske sygdomme. Den måde, som vi har indrettet vores sundhedsvæsen på i dag, er ganske enkelt ikke gearet til den demografiske udvikling, vi har i vente. Derfor er det bydende nødvendigt, at vi formår at løse flere opgaver uden for hospitalerne.

Det kræver en forandring af hvor og af hvem opgaverne løses, men også hvordan.

Aftalen om sundhedsreformen giver forholdsvist klart svar på de to første – altså hvor og af hvem: Mere skal løses i regionerne, og mere skal foregå i det nære – og en stor del af opgaverne skal løses hos egen læge i almen praksis. Så langt så godt.

Så kommer spørgsmålet om, hvordan opgaverne skal løses.

For at kunne indfri de øgede forventninger, er der behov for at målrette lægernes tid mod det komplekse og patientnære og i mindre grad mod administration og dokumentation – først og fremmest til gavn for borgerne, men også for de praktiserende læger.

Reformen kræver dog ikke kun forandringer i almen praksis. Også hospitalerne skal arbejde på en anden måde, vende sig mere udad og understøtte almen praksis i langt højere grad end det er tilfældet i dag. 

Kunstig intelligens skal ændre, hvordan vi arbejder og samarbejder

I forhold til hvordan opgaverne skal løses, ser vi i fællesskab et stort potentiale i anvendelsen af kunstig intelligens (AI) som en vigtig del af værktøjskassen for at lykkes med at sikre tid til patienterne og skabe større sammenhæng for borgerne i sundhedsvæsenet.

Almen praksis håndterer i gennemsnit 60 patientkontakter hver dag. Hver kontakt kræver dokumentation, og det administrative arbejde stjæler tid fra det, der virkelig betyder noget: Patienterne.

I dag gør almen praksis sig allerede erfaringer med brugen af AI i hverdagen - bl.a. til at udarbejde journalnotater i forbindelse med videokonsultationer, men vi mener, at der ligger endnu et enormt uforløst potentiale. Det næste oplagte skridt er at udvide med AI-assisterede notater fra fysiske konsultationer, hvor systemet laver et udkast, som lægen blot skal godkende. AI kan også lette den administrative byrde, som er forbundet med de mere end 130.000 attester og blanketter, der udfyldes i almen praksis hvert kvartal. 

Vi ser også, at kunstig intelligens (AI) har stort potentiale til at bidrage til forbedring af samarbejdet mellem almen praksis og sygehusvæsenet, styrke patienternes oplevelse i mødet med sundhedsvæsenet og styrke kvaliteten af den behandling, de modtager. Det kan fx være med beslutningsstøtte ift., hvornår en patient skal henvises til specialistbehandling, forudsigelse af patientforløb og interaktive ”dashboards”, som kan give sundhedspersonale et samlet overblik over deres patientens behandlingsforløb.

Potentialerne er mange!

Derfor er det også vigtigt og kærkomment, at Taskforce for Kunstig Intelligens insisterer på, at der tages hånd om de barrierer, der i dag udfordrer ibrugtagning og skalering af kunstig intelligens, herunder bl.a. uklare eller utidssvarende juridiske rammer. Det er også glædeligt, at regeringen har taget initiativ til et symposium om kunstig intelligens. Det er et vigtigt tiltag i en helt nødvendig samtale om, hvordan vi sammen sikrer, at kunstig intelligens bruges aktivt til at løse de grundlæggende udfordringer, vores samfund står overfor.

Vi ser frem til at følge udfaldet fra symposiet og det videre arbejde i den Digitale Taskforce.

Kunstig intelligens er nemlig ikke forbeholdt fremtiden – den er en nødvendighed lige nu og her, hvis vi skal skabe tid i det nære sundhedsvæsen. Mere tid til det vigtige som Taskforce for Kunstig Intelligens har formuleret det. I sundhedsvæsenet betyder det, at vi skal skabe mere tid og sammen med patienterne. 

Indlægget blev bragt i Avisen Danmark den 20. juni 2025