Lad os ikke ødelægge det, der virker – almen praksis skal styrkes, ikke styres ihjel

Af Jørgen Skadborg, formand for Praktiserende Lægers Organisation (PLO), og Malene Nepper, formand for Forum for Yngre Almenmedicinere (FYAM)

Regeringens sundhedsreform har en ambitiøs og vigtig målsætning: Om ti år skal der være mindst 5.000 alment praktiserende læger – omkring 1.500 flere end i dag. Det er en tiltrængt saltvandsindsprøjtning til det nære sundhedsvæsen. Det giver en enestående chance for at sikre, at alle danskere igen kan få deres egen, faste læge, og at vi kan komme manglen på praktiserende læger i landets yderområder til livs.

Men samtidig skaber reformen usikkerhed om, hvordan fremtidens almen praksis skal drives. Det kan i værste fald skræmme de kommende læger væk fra faget.

Vi oplever en stigende interesse for at blive alment praktiserende læge blandt de yngre lægegenerationer. Der har aldrig været så mange læger i gang med at specialisere sig som almenmedicinere, og der har heller aldrig været så mange medicinstuderende, der har studiejob i almen praksis.

Der er optimisme for fremtidens lægedækning. Men desværre er der også sorte skyer på horisonten. For sundhedsreformens satsning på almen praksis er ledsaget af en række forandringsprocesser, som skaber stor uro. Både blandt nuværende og kommende praktiserende læger.

De yngre læger er i tvivl, om der også om ti år vil være en selvstændig almen lægepraksis, de kan overtage; eller om klinikkerne til den tid drives af regionerne, af private sundhedskoncerner eller udenlandske kapitalfonde.

Alternative kliniktyper må i dag kun oprettes som nødløsning, når man ikke kan få en praktiserende læge til at drive en klinik på almindelige vilkår, men med reformen åbnes der for, at regionerne kan drive klinikkerne, som de vil. Man omdøber almen praksis til ”det almenmedicinske tilbud” og signalerer tydeligt, at der skal ske noget nyt.

Paradokset er til at få øje på: Man vil tiltrække flere praktiserende læger – men skaber usikkerhed om deres fremtidige rolle og vilkår.

Både dansk og international forskning peger entydigt på, at vi har et uhyre velfungerende familielægesystem i Danmark – med læger, der selv ejer og er til stede i egen klinik. Erfaringer fra udlandet viser også, at man ikke skal lave særligt meget om, før man går fra noget rigtig godt til noget skidt.

Samfundet bruger blot 8 % af de samlede sundhedsudgifter på almen praksis, og  87 % af alle henvendelser til egen læge afsluttes, uden at det øvrige sundhedsvæsen bliver belastet. Og 94 % af henvendelserne til almen praksis klares, uden at der henvises til et hospital.  Uden denne effektive gatekeeperfunktion ville de højt specialiserede hospitaler ganske enkelt bryde sammen.

De praktiserende lægers status som selvstændige klinikejere fremmer en kultur, hvor lægen bliver i samme klinik gennem flere årtier og derved lærer sine patienter rigtig godt at kende – ofte gennem flere generationer. En analyse fra PLO fra 2022 viste, at mens selvstændige praktiserende læger siden 2000 i gennemsnit havde været aktive i den samme klinik i 16,8 år, havde ansatte læger som gennemsnit kun været tilknyttet samme klinik i 1,6 år.

Vi ved fra dansk og international forskning – bl.a. en norsk undersøgelse om kontinuitet i almen praksis fra 2021 – at det øger patienternes sundhed, herunder chancen for at overleve alvorlig sygdom, når patienten og lægen har en længerevarende relation. Især for de mest sårbare – de ældste, de psykisk syge, kronisk syge og multisyge patienter – har det kæmpe værdi, at man har en fast læge, som man kender og føler sig tryg ved.

Selvstændigheden er noget af det, der tiltrækker mange unge læger til almen medicin. Når man spørger yngre almenmedicinere, svarer 3 ud af 4, at de drømmer om at eje deres egen klinik. Og af det mindretal, der ønsker at være ansat som læge i almen praksis, peger så godt som alle på, at det skal være i en klassisk klinik, hvor der er en ejerlæge til stede. Stort set ingen drømmer om at blive ansat i en regionsklinik eller i en koncerndrevet klinik.

Hvis vi vil tiltrække 1.500 nye læger til almen praksis, skal vi tage deres ønsker alvorligt. Vi skal værne om det, der gør almen medicin attraktivt: Selvstændigheden, fagligheden og det nære forhold til patienterne.
Hvis man vil bevare praktiserende lægers selvstændighed, er det også meget vigtigt, at de via deres fællesskab har indflydelse på vilkårene for klinikdriften. Med reformen ændrer man på styringen af almen praksis, så mere kan bestemmes af det offentlige, og færre ting skal aftales. Bl.a. hvor mange patienter den enkelte læge skal have.

Vi har forståelse for, at det offentlige ønsker mere kontrol og styring, når man i de kommende år foretager en stor milliardinvestering i almen praksis. Men med styring følger ansvar. Som Pippi Langstrømpe siger: ”Når man er meget stærk, skal man også være meget sød”.

Et centralt element i reformen er en national fordelingsmodel, som et ekspertudvalg har udarbejdet på vegne af Indenrigs- og Sundhedsministeriet. Ud fra denne model kan regionerne fastsætte en lukkegrænse for, hvor mange patienter en læge må have. Grundtanken bag modellen er god: Læger med mange sårbare patienter skal ikke have lige så mange patienter som dem med mange raske.

Der er også lagt op til, at nogle klinikker skal have flere patienter tilknyttet, end de har i dag. Her skal man passe på, at det ikke bliver et regnearksprojekt. Læger er forskellige. Nogle har større lokaler, mere personale og højere arbejdskapacitet end andre. Hvis regionerne blindt pålægger flere patienter til klinikker, der allerede er pressede, risikerer vi, at læger vælger faget fra. Så har man forværret problemerne med lægemangel. Vi tror, man kan komme langt med frivillige aftaler, som reformen heldigvis også lægger op til.

Vi har i dag en struktur for almen praksis, som grundlæggende er velfungerende. Der kommer bogstaveligt talt besøgsgrupper fra hele verden hertil for at studere vores system med egen læge.

Kernen i dansk almen praksis er, at de praktiserende læger ikke bare er leverandører, men aktører. Vi er ansvarlige for driften af vores egne klinikker, og vi tager som stand også et medansvar for vores efteruddannelse, kvalitetsarbejde, forskning og meget andet. Det, tror vi, er meget værdifuldt.

I fremtiden er der lagt op til en højere grad af almenmedicinsk ledelse, hvilket vi har et stort ønske om at være en central del af. For de almenmedicinske tilbud ledes bedst af speciallæger i almen medicin, der samtidig har deres gang i klinikken, kender patientpopulationen, de lokale plejehjem, bostederne, de privatpraktiserende speciallæger samt de kommunale tilbud.

Vi vil appellere til, at de kommende års omstillinger fortsat gennemføres i et samarbejde med de nuværende og de kommende praktiserende læger. Herunder at man værner om de mange kvaliteter ved den danske familielægemodel – og ikke afmonterer mange års opbygning af et internationalt anerkendt system, hvor den enkelte borger har fri adgang til egen praktiserende læge.

Reformen kan blive en succes – hvis den sker i samarbejde. Hvis man vil have engagerede praktiserende læger, skal man også give dem ejerskab og indflydelse. Vi står klar til at tage ansvar, men insisterer på, at man husker fagligheden, samarbejdet og den gensidige tillid i udviklingen af fremtidens almen praksis. 

Kronikken har været bragt i Morgenavisen Jyllands-Posten den 9. juni.