Har politikerne en vision for sundhedsvæsenets selvstændige klinikejere i praksissektoren?
Af Jørgen Skadborg, formand for PLO, Ann-Louise Reventlow Mourier, formand for Foreningen af Praktiserende Speciallæger, Dea Seidenfaden, forperson for Dansk Psykolog Forening, Jeanette Præstegaard, formand for Danske Fysioterapeuter, Michael Christensen, formand for Dansk Kiropraktor Forening, Cille Holse, formand for Danske Fodterapeuter, og Elisabeth Gregersen, forperson for Danske Tandplejere
Sundhedsstrukturkommissionen offentliggør 11. juni sin rapport til ministeriet. Den fremlægger modeller for den fremtidige organisering af sundhedsvæsnet. Efter sommerferien vil regeringen fremlægge et forslag til en sundhedsreform.
Regeringen er på jagt efter en ny organisering, der understøtter mere lighed, og et forebyggende og sammenhængende sundhedsvæsen, som er mere nært og bæredygtigt. Vi skal blive bedre til at forebygge, at sygdom opstår, og den stigende gruppe af ældre, multisyge og mennesker med psykisk lidelse bliver indlagt.
Det bakker vi varmt op om. Og en af vejene til at nå målene går igennem en styrkelse af sundhedsvæsenets praksissektor.
Vi er i alt syv grupper af autoriserede sundhedspersoner (praktiserende læger, speciallæger, psykologer, kiropraktorer, tandplejere, fysioterapeuter og fodterapeuter), som via regionerne har aftaler med det offentlige om at levere sundhedsydelser til danskerne. Vi er en del af det nære sundhedsvæsen og har klinikker spredt ud over hele landet.
Mange af os har et tæt samarbejde både med kommunerne og med de regionalt drevne hospitaler. På den måde er vi med til at sikre sammenhængende sundhedstilbud til danskerne i deres nærmiljø.
Vi driver og tager selv ansvar for vores klinikker, hvor vi meget ofte har ansat sundhedspersonale, der hjælper til med at levere vores sundhedsydelser. I alt lægger vi beslag på knap 12 pct. af de samlede sundhedsudgifter, og der bliver leveret meget sundhed for pengene i vores del af sundhedsvæsenet.
Derfor er det helt fundamentalt at bevare vores kollektive og nationale aftalesystemer, der sikrer, at de enkelte grupper kan bevare deres status som selvstændigt erhvervsdrivende. Selvstændigt ansvar for egne klinikker sikrer den livsvigtige kontinuitet i vores sundhedstilbud. Og et nationalt aftalegrundlag sikrer en høj, ensartet kvalitet og modvirker geografisk betinget ulighed i sundhed.
Men vi ser et stort behov for udvikling af praksissektoren. Vi skal udgøre et endnu mere finmasket net under borgerne, så ingen falder igennem, når de bliver syge, og så færre må en tur på hospitalet.
Mere end noget andet kræver det investeringer i vores sektor. For den nødvendige innovation, nye digitale teknologi og fintuning af vores indbyrdes samarbejde - og udadtil med de kommunale sundheds- og plejetilbud og med hospitaler og ambulatorier – kræver tid og ressourcer.
Vi foreslår, at man i resten af sundhedsvæsenet viser langt større vilje til at gøre brug af vores sektor. Et eksempel: Der er i dag mange ugers ventetid på at få taget et røntgenbillede af fx rygsøjlen på landets hospitaler. Men samtidig står cirka 150 godkendte røntgenanlæg klar hos landets kiropraktorer, som er godt fordelt rundt i landet og har ledig kapacitet. Hvorfor udnytter vi ikke den kapacitet til at forkorte ventelisterne?
Et andet eksempel: Mange børn og unge må vente i månedsvis på at få tid hos en af landets 21 praktiserende børne- og ungdomspsykiater med ydernummer. Men samtidig er der 33 børne- og ungdomspsykiatere, der har etableret private klinikker uden ydernummer, hvor man kun kan få behandling, hvis man selv kan udrede en egenbetaling (ud over den gruppe 2-refusion, som regionerne betaler). Hvorfor tilbyder man ikke ydernumre til de private børne- og ungdomspsykiatere, så ventetiden til offentlig behandling kan nedbringes og uligheden i sundhed mindskes?
Og hos de godt 900 psykologer med ydernummer er ventetiderne blot steget og steget, og antallet af ydernumre er på ingen måder fulgt med efterspørgslen. Psykologer vil gerne styrke tilgængeligheden til behandling ved bl.a. ved at få mulighed for at ansætte klinikpersonale i deres psykologpraksis, så vi kan behandle flere og gribe tidligere ind. Hvis vi vil forebyggelsen, bør vi derfor fremover henvise efter patienternes behov og funktionsniveau og ikke stive henvisningskriterier.
Godt samarbejde om fælles patienter sikrer effektive patientforløb og danner værn mod overbehandling. Det gælder også internt i vores egen sektor, hvor der allerede i dag er mange eksempler på, at vi udnytter hinandens kompetencer og kommunikerer sammen. Vi har i forskellige sammenhænge udviklet på dette område især i de regionale samarbejdsfora. Men vi vil gerne som samlet praksissektor i endnu højere grad påtage os i fællesskab at se på, hvordan vi kan optimere vores samarbejde og udnytte hinanden bedre.
For ikke så længe siden dannede fysioterapeuterne og de praktiserende læger fælles front i en anbefaling om at fjerne kravet om lægehenvisning til fysioterapibehandling med offentligt tilskud. Det er et eksempel på, at man har identificeret en barriere og peget på en løsning. Der er givetvis andre områder, hvor rammer og vilkår spænder ben for den bedste mulig udnyttelse af alle de ressourcer, vi repræsenterer.
Vi håber, at Sundhedsstrukturkommissionen, og efterfølgende regeringen og Folketinget, vil tænke de tusindvis af sundhedsprofessionelle med egen klinik med, når stregerne i fremtidens sundhedssektor skal tegnes. Vi ser frem til at være med i en dialog om, hvordan vi i endnu højere grad kan bidrage til den omstilling og styrkelse af det nære sundhedsvæsen, som der er brug for.