Gå til indhold

Flere lægepraksis fandt købere i 2025

Nyhed PLO

Markedet for salg af lægepraksis i Danmark er blevet bredere og mere aktivt. Det viser en ny goodwillanalyse for 2025, som Praktiserende Lægers Organisation (PLO) netop har offentliggjort.

Goodwill er populært sagt den pris, en praksis handles til. Goodwill afspejler den merværdi, en etableret praksis har i forhold til en nystartet praksis uden patienter.

Analysen viser, at markant flere praksis blev handlet i 2025: Antallet af handler ekskl. nulhandler steg med 34 pct. fra 2024 til 2025. Region Syddanmark stod for knap halvdelen af den samlede fremgang. 

Analysen viser samtidig, at andelen af handler uden betaling af goodwill – de såkaldte nulhandler - sidste år faldt til 15 pct, som er det laveste niveau i den periode, hvor goodwill er blevet opgjort.

Region Hovedstaden havde den højeste gennemsnitlige goodwill (62 pct.), mens Region Sjælland og Region Nordjylland havde den laveste (33 pct.) 

Den gennemsnitlige goodwillprocent var i 2025 lidt lavere end året før – et fald fra 54,1 pct. til 51,2. 
Faldet skyldes primært, at flere billigere praksis blev solgt.

Udviklingen peger således på et bredere og mere aktivt marked, hvor også mindre attraktive kapaciteter finder købere, mere end der er tale om et generelt prisfald på tværs af alle praksis.

Se den nye PLO Analyse: Goodwill i almen praksis her