Myter om fakta
At negligere faldgruberne ved centralisering af ældreområdet og det nære sundhedsvæsen og at underkende kvaliteterne ved at have sin egen faste læge, er én ting. At forsøge at aflive fakta med myter er en anden.
Af Sisse Marie Welling, formand for Sundheds- og ældreudvalget i KL, og Jørgen Skadborg, formand for PLO
Vi har sagt det før: De nære sundhedstilbud løftes langt bedst lokalt, centralisering vil få alvorlige negative konsekvenser og det har stor værdi for borgerne at have deres egen faste læge.
I et nyligt indlæg i Altinget kunne vi imidlertid læse, at dette er en myte.
I stedet argumenteres der for, at en stor opgavesamling af alle sundheds- og ældreopgaver på tværs af regioner og kommuner vil være til patienternes bedste.
Det kombineres i indlægget med en opfordring til unavngivne eksperter og organisationer til kun at deltage i debatten om fremtidens sundhedsvæsen med faktabaserede udtalelser. Ingen nævnt, ingen glemt – heller ikke i dette indlæg.
Når man på den måde vil føre sig frem som en ”mythbuster”, bør man have styr på fakta. Og det er desværre ikke tilfældet.
Derfor har vi her samlet en række fakta, som kan sikre, at – for at citere førnævnte indlæg - at ”diskussionen holdes på et faktabaseret grundlag”. For det er ganske rigtigt dér, den hører hjemme.
Fakta nummer 1
Lægger man ældreplejen og de nære sundhedstilbud sammen med sygehusdriften, vil det naturligt blive sådan, at den specialiserede behandling på sygehusene bliver prioriteret før det nære sundhedsvæsen og de lokale tilbud, når økonomien strammer (og det gør den altid).
Senest er det blevet bekræftet i forbindelse med den nye finske sundhedsreform, hvor man flyttede opgaver fra de finske kommuner til større sundhedsregioner. Her har økonomien allerede fra start været stram, og erfaringen viser her, at når der opstår behov for ekstra finansiering, er den mest oplagte løsning at lukke mindre lokale tilbud.
I Danmark har vi også set denne udvikling, når man kigger på fordelingen af læger. Siden 2009 er der kun kommet 42 flere praktiserende læger til, mens sygehusene omvendt har oprustet med flere end 5.000 ekstra læger.
Fakta nummer 2
Værdien af en fast læge er meget veldokumenteret. Vi ved fra både dansk og international forskning, at en fast læge fører til lavere dødelighed, færre indlæggelser og mindre brug af vagtlægeordninger.
Det gælder i øvrigt for alle patienter, selvom nogle forsøger at udbrede en myte om, at kontinuitet nok kun er noget for de ældre og syge, som man kan få udleveret som en anden form for medicin den dag, hvor man har brug for den.
Vi ved også fra ny stor undersøgelse fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet, at patienttilfredsheden er markant højere i de traditionelle lægeklinikker, end den er i regions-, udbuds- og partnerskabsklinikker.
Dette billede ændrer sig ikke, når man sammenligner klinikformer inden for lokalområder i de bagvedliggende data, som det ellers uden videre dokumentation postuleres.
Fakta nummer 3
Danmark har i forvejen et af verdens mest centraliserede sundhedsvæsener. Blandt OECD-landene er det fx kun Costa Rica, Spanien og Tyrkiet, der bruger en større andel af deres sundhedsudgifter på sygehusene end Danmark.
Sygehusene har samtidig allerede i mange år været prioriteret på bekostning af det nære sundhedsvæsen. Siden 2007 er de regionale sundhedsudgifter vokset med 24,2 milliarder kroner, mens kommunernes kun er steget med 1,9 milliarder.
Fakta nummer 4
Kædeansvar i hele sundhedsvæsenet, som en centralisering angiveligt skal sikre, er kun relevant for et fåtal af borgerne. For eksempel er det kun 5,5 % af alle patienter på hospitalerne, der i løbet af et år også får en kommunal indsats og har mindst fem kontakter med hospitaler og almen praksis.
Skal vi bygge hele vores sundhedsvæsen op omkring 5,5 % af patienterne? Eller skulle vi hellere tage fat på den store udfordring – nemlig hvordan vores sundhedsvæsen bliver rustet til at hjælpe de 50 procent flere ældre over 80 år, der kommer frem mod 2035, og de 150.000 ekstra danskere, der årligt rammes af kronisk sygdom. Her er svaret ikke mere centralisering, men at sikre, at kommuner og almen praksis kan hjælpe borgerne langt tidligere i deres nærområde, så færre skal tage turen på sygehuset.
Det er altså ikke på baggrund af myter, men et solidt faktuelt grundlag, at centralisering i vores øjne vil være den helt forkerte vej at gå.
I stedet bør man med sundhedsreformen styrke det nære sundhedsvæsen markant, så vi – kommuner og praktiserende læger i fællesskab – sammen kan sikre, at borgerne gennem alle livets faser får et stærkt, nært og forebyggende tilbud.
Vi vil alle patienterne det bedste. Derfor er det også værd at undersøge fakta, inden man bringer myter ind i debatten.