Lovpakke 2b strider mod politikernes egne målsætninger

Regeringen har fremlagt et lovforslag om reform af almen praksis (lovpakke 2b), som skal udmønte en del af sundhedsreformen. Men forslaget flugter hverken med regeringens egne politiske ambitioner eller den virkelighed, praktiserende læger arbejder i. Patienterne risikerer at blive taberne – næppe politikernes hensigt.

Som praktiserende læge siden 2011 og formand for PLO-Midtjylland i seks år er jeg dybt forundret. Har embedsværket ikke totalt misforstået politikernes opgave til dem? Er lovudkastet hastet igennem uden den nødvendige faglige indsigt og uden respekt for virkeligheden i almen praksis?

Lovpakken lægger op til et opgør med overenskomstmodellen og praksisejerrollen, som har defineret almen praksis i årtier – og som Danmark er verdenskendt og anerkendt for. Den er uklar og forvirrende, og det er uklart, hvad der er bindende lov, og hvad der blot er hensigtserklæringer. Centrale begreber som “basisfunktion” mangler definition, og der er ingen skabeloner for sanktionshåndtering.

Det skaber usikkerhed og undergraver det gode samarbejdsklima, vi ellers oplever her i Region Midt.

Faglig frihed og motivation er afgørende

Basisfunktionen bør være en ramme – ikke et styringsværktøj, der underminerer lægens faglige skøn. Faglig frihed og personligt ejerskab er afgørende for lægers motivation og innovationskraft. Forsvinder de, forsvinder kontinuitet og nærhed i patientbehandlingen, og værdifuld ekstraaktivitet i en tid med lægemangel smides væk.

Lovpakken øger kontrollen – men ikke lægedækningen. Tværtimod skræmmes unge læger væk fra ejerstrukturen og over i løse ansættelser. Det truer klinikker udenfor de store byer. Regionsdrevne og koncerndrevne klinikker har vist sig at give lavere patienttilfredshed, højere lægeomsætning og større omkostninger.

Nye krav om dataregistrering og dokumentation fjerner tid fra patienterne. Øget bureaukrati vil skade rekrutteringen – især i yderområder. 

Behov for faglig forankring og tillid

Sundhedsstyrelsen bør forpligtes til at inddrage PLO, DSAM og regionerne i udformningen af opgavebeskrivelser og basisfunktion – fx via et permanent rådgivende organ. Adgang til klinikdata skal begrænses og defineres klart. Klinikkernes økonomiske regnskaber bør ikke kunne kræves udleveret – det underminerer tillid og skaber en usund magtbalance mellem de praktiserende læger og regionerne.

Retssikkerheden svækkes

Lovpakken giver regionerne vidtrækkende sanktionsmuligheder – uden ekstern vurdering. Samtidig foreslås det, at kollektive forhandlingsfora nedlægges og erstattes af solitære beslutninger i regionerne, samt et Praksisklagenævn uden administrativ klagemulighed. Det er ikke god forvaltningsskik. Lægen risikerer at stå alene overfor en tung forvaltning – uden støtte. Det vil tvinge læger til at søge advokathjælp, og det koster tid og penge, som ellers kunne gå til patientbehandling.

Regionerne har aktuelt ikke de nødvendige faglige ressourcer til at løfte denne type juridisk opgave. Hvorfor udbygge disse ressourcer på at forsvare beslutninger i retssager – i stedet for at styrke det gode samarbejde og patientbehandlingen?

Konklusion

Lovpakke 2b truer rekruttering, kvalitet og retssikkerhed i almen praksis. Politikerne må sikre, at fremtidens praksis er fagligt og lokalt forankret – ikke bureaukratisk styret. Det kræver tillid og samarbejde – ikke kontrol og sanktioner.

Vi har et godt samarbejde i Region Midtjylland, som bør bevares og styrkes. Nu må de centrale politikere tage ansvar og sikre, at lovpakken skrives markant om – så den understøtter dette samarbejde og ikke ødelægger det.

PLO stiller sig gerne til rådighed med forslag til ændringer. For hver dag der går, øges modstanden – særligt blandt kommende praktiserende læger, pressen er fyldt med dette. Det skader rekrutteringen og skaber flere lægeløse patienter. Mit håb er, at politikerne vil lytte og tage de nødvendige skridt. Patienterne fortjener bedre.

Indlægget blev bragt i Aarhus Stiftstidende den 11. august 2025