Gå til indhold

Lægeforeningen: Civile og sundhedspersoner skal beskyttes

Nyhed Lægeforeningen

Lægeforeningen har tidligere udsendt pressemeddelelse med det budskab, at vi er forfærdede over forholdene for patienter og sundhedsprofessionelle i konflikten mellem Israel og Hamas. Lægeforeningen har i den forbindelse opfordret den danske regering til at presse på for, at de internationale konventioner overholdes. Beskyttelsen af civile, sundhedspersonale og nødhjælpsarbejdere skal sikres.

De voldsomme begivenheder er fortsat, og Lægeforeningen understreger nu igen, i lighed med World Medical Association (Verdenslægeforeningen), at den humanitære folkeret – herunder Genève-konventionerne - skal overholdes af alle parter.

”Læger og andet sundhedspersonale risikerer livet for at yde livreddende behandling til de mange ofre. Hospitaler og klinikker mangler udstyr, medicin, vand og meget andet,” siger Lægeforeningens formand, Camilla Rathcke.

”Vi kan ikke se stiltiende til fra sidelinjen, mens en folkesundhedsmæssig katastrofe udspiller sig. Vi opfordrer til, at befolkningen på alle sider af konflikten sikres beskyttelse.
 
Det er også helt afgørende, at både civile og sundhedspersonale ikke er mål i konflikten, og at parterne respekterer princippet om medicinsk neutralitet og sikrer, læger har muligheder for at behandle tilskadekomne og syge”, slår Camilla Rathcke fast.

Situationens alvor understreger vigtigheden af, at så mange lande og internationale aktører som muligt lægger pres på krigens parter for at overholde gældende internationale love og regler.

  • Verdenslægeforeningen, WMA, har i en erklæring opfordret alle parter involveret i konflikten til:
  • Ikke at bruge sundhedsfaciliteter som militærbaser eller depoter, og ej heller at angribe sundhedsfaciliteter og -køretøjer.
  • At give sundhedspersonale mulighed for at behandle alle patienter med menneskelighed og i overensstemmelse med de etiske værdier i deres erhverv.
  • At etablere humanitære korridorer for at sikre leveringer af sundhedsudstyr og humanitære forsyninger, der er nødvendige i Gaza.

Lægeforeningen bakker fuldt og helt op om erklæringen fra Verdenslægeforeningen.