Lægeforeningen lancerer interaktiv platform om danskernes sundhedspolitiske holdninger
Det dugfriske ”Danskernes Sundhedspolitiske Barometer” kortlægger befolkningens bekymringer og forventninger til sundhedsvæsenet. Nu kan alle dykke ned i tallene.
Kun knap én ud af tre danskere tror på, at sundhedsvæsenet er bedre om fem år, fire ud af fem danskere peger tillige på, at politikerne vigtigste sundhedspolitiske opgave er at gøre noget ved personalemanglen i sundhedsvæsenet, og danskere i landkommuner oplever størst ulighed i sundhed.
Det viser Lægeforeningens nye undersøgelse, Danskernes Sundhedspolitiske Barometer, som for første gang kortlægger befolkningens forventninger, forhåbninger og fortvivlelse med det danske sundhedsvæsen.
Nu deler Lægeforeningen en interaktiv version af tal fra undersøgelsen, så alle andre med interesse i sundhedsvæsenet kan bruge tallene.
”Sundhed er i toppen af vælgernes dagsorden og har været det længe. Nu har vi kortlagt, hvad danskerne konkret opfatter som de vigtigste sundhedspolitiske indsatsområder,” siger Lægeforeningens formand, Camilla Rathcke.
Danskernes Sundhedspolitiske Barometer giver en omfattende og detaljeret indsigt i, hvad et repræsentativ udsnit af den danske befolkning svarer på en lang række spørgsmål omhandlende det danske sundhedsvæsen. Undersøgelsen er inspireret af det norske Helsepolitisk Barometer, som siden 2016 har haft stor indflydelse på norsk sundhedspolitik.
Det er den første af sin slags i Danmark, og Lægeforeningen stiller tallene til rådighed for alle i en tid, hvor indsigt og fælles grundlag er fundamental for fremtiden sundhedsvæsen.
”Vi står overfor store forandringer i vores sundhedsvæsen, og de skal blandt meget andet tage højde for borgernes forventninger og bekymringer, så fremtidens sundhedsvæsen får det bedst mulige grundlag at stå på. Derfor stiller vi Danskernes Sundhedspolitiske Barometer til rådighed for alle. Jeg håber meget, at alle – ikke mindst beslutningstagerne i ’sundheds-Danmark’ vil bruge barometeret,” uddyber Camilla Rathcke.
Den interaktive undersøgelse indeholder udvalgte spørgsmål fra undersøgelsen. Dyk ned i Danskernes Sundhedspolitiske Barometer lige her.