Danskernes Sundhedspolitiske Barometer
Danskernes Sundhedspolitiske Barometer giver en omfattende og detaljeret indsigt i den danske befolknings holdninger til sundhedsvæsenet og sundhedspolitik i Danmark.
I begyndelsen af 2024 fik Lægeforeningen gennemført en omfattende spørgeskemaundersøgelse om danskernes holdning til sundhedsvæsenet.
Undersøgelsen blev udført af Rud Pedersen Group og omfatter et repræsentativt udsnit af den danske befolkning over 18 år. I alt blev der indsamlet 2.006 besvarelser, som dækker befolkningen på tværs af bl.a. køn, alder og region. Undersøgelsen refereres til som Danskernes Sundhedspolitiske Barometer.
Denne omfattende repræsentative undersøgelse belyser udvalgte sundhedspolitiske emner, herunder hvilke sundhedspolitiske dagsordener danskerne mener, politikerne skal prioritere.
Desuden kortlægger undersøgelsen danskernes tillid til sundhedsvæsnet og dets aktører, deres syn på brugen af offentlige og private sundhedsydelser, opfattelsen af personalemangel i sundhedsvæsnet, samt vurderinger af patientrettigheder, adgang til psykiatrien og ældreplejen samt oplevelsen af ulighed i sundhed.
Barometeret afdækker, at danskerne mener, at personalemangel, adgang til psykiatrien, og ulighed i adgang til sundhed som de vigtigste sundhedspolitiske udfordringer, som politikerne bør løse.
Selvom danskerne har grundlæggende tillid til sundhedsvæsenet, er der også en udbredt oplevelse af, at sundhedsvæsenet er presset og lider under mangel på sundhedsfagligt personale. Desuden viser undersøgelsen, at på trods af akutpakker, kommissioner og politiske løfter, er det kun knap én ud af tre danskerne, der tror på, at sundhedsvæsenet er bedre om fem år.
Dyk selv ned i de mange interessante emner i rapporten for 2024 ved at klikke rundt i de interaktive rapporter nedenfor. Alle er velkommen til at bruge tallene, men vi opfordrer venligst til, at man krediterer Lægeforeningen og ”Danskernes Sundhedspolitiske Barometer”, når man bruger tallene.
Bemærk: Den interaktive rapport indeholder kun udvalgte spørgsmål fra undersøgelsen. Den er under udbygning, og der vil blive tilføjet nye spørgsmål til databasen løbende.