Lovforslag i sundhedsreform forringer patientbehandlingen
Regeringens sundhedsreform lægger op til at tvinge læger til at tage flere patienter, end de selv vurderer at have kapacitet til. Det kan forværre lægemanglen – i stedet bør løsningen bygge på frivillighed og incitamenter for at sikre lægedækning i hele landet, skriver de fem regionale formænd i PLO.

Af Dinah Høngaard, formand for PLO-Nordjylland, Henrik Idriss Kise, formand for PLO-Midtjylland, Birgitte Ries Møller, formand for PLO-Syddanmark, Peter Wied, formand for PLO-Sjælland, og Peder Reistad, formand for PLO-Hovedstaden.
Regeringen har som en del af implementeringen af sundhedsreformen sendt første lovpakke i høring. Lovpakken indebærer, at regionerne vil få adgang til at indskrænke praktiserende lægers mulighed for at styre patientantallet i egen praksis. Regionerne vil således kunne tvangspålægge en praktiserende læge flere patienter, end lægen selv vurderer at have kapacitet til.
Som regionale formænd for de praktiserende læger finder vi det positivt, at regeringen med sundhedsreformen vil styrke almen praksis og sikre en bedre lægedækning. Men konsekvensen af at tvinge læger til at tage flere patienter, end de ønsker og kan overkomme, vil være mere begrænset adgang til lægen for patienterne og en øget risiko for, at flere læger forlader faget på grund af stress og udbrændthed. Dermed vil tiltaget kunne forværre lægemanglen og gøre det endnu vanskeligere at sikre dækning i hele landet.
I dag skal en praktiserende læge minimum varetage mindst 1.600 patienter, men lægen kan efter egen vurdering frivilligt varetage flere patienter. Mange læger har således flere end 1.600 patienter, men kun den enkelte læge kan afgøre, om der er kapacitet til yderligere, da det blandt andet afhænger af klinikkens fysiske størrelse, antal ansatte og patienternes behov for kontakt til klinikken. Lovforslagets sigte er efter alt at dømme at tvinge ikke mindst lægerne i Københavns Kommune til at varetage flere patienter, selv om lægerne her i forvejen har over 1.800 patienter i gennemsnit.
Den enkelte læges mulighed for at tilrettelægge driften i egen klinik er en af de helt afgørende styrker ved Danmarks effektive og velfungerende almen praksis. Både behandlingens kvalitet og omkostningseffektivitet er afhængig af, at lægen selv har rimelig mulighed for at styre sin kliniks patientgrundlag.
Der er åbenlyst behov for at styrke lægedækningen i områder med mange patienter med komplekse sygdomsforløb. Der er derfor også behov for initiativer, der gør det mere attraktivt for de mange unge læger, der snart er færdiguddannede, at åbne praksis i lægedækningstruede områder.
Det er imidlertid ikke et skridt henimod sundhedsreformens formål, hvis andre klinikker samtidig presses til bristepunktet. Bedre lægedækning i Thyborøn og Lolland opnås således ikke ved at forringe forholdene i Aarhus og København.
Frem for tvang og central styring finder vi, at en løsning, der tilgodeser alle hensyn, bør baseres på frivillige aftaler og incitamenter. Erfaringerne viser entydigt, at mange læger er villige til at påtage sig ekstra ansvar og opgaver, når det sker ad frivillighedens vej.
Vi har en unik mulighed for at løse lægedækningsproblemet, fordi der uddannes flere speciallæger i almen medicin end nogensinde før. Det potentiale skal vi udnytte gennem en samlet indsats, der både sikrer, at nye læger søger ind faget, og at vi fastholder dem, der allerede gør en stor indsats.
Indlægget blev bragt i Avisen Danmark den 2. marts 2025.