Gå til indhold

Mahler-prisen 2026 går til markant fagligt fyrtårn

Nyhed PLO

Gunver Lillevang modtager Mahler-prisen 2026 for sit utrættelige arbejde gennem mere end 20 år for almen medicin som fag, for den almenmedicinske speciallægeuddannelse og for sin indsats for at styrke rekrutteringen til faget. 

Foto: Claus Boesen

Gunver Lillevang er 57 år og til daglig praktiserende læge i Roskilde. Hun er medlem af Lægeforeningens bestyrelse og har tidligere i en årrække været medlem af PLO’s bestyrelse. 

Maria Krüger, formand for Dansk Selskab for Almen Medicin (DSAM), udtaler:

"Gunver Lillevang er en stor personlighed og en helt uvurderlig stemme for vores fag. Hun har gennem mere end 20 år været en utrættelig drivkraft i udviklingen af vores speciale og ikke mindst vores videreuddannelse, som hun har været med til at forme helt fra grunden. Hun har en imponerende faglig indsigt og et enormt engagement og er eminent til at bygge bro mellem fagligheden og de politiske beslutningstagere. Det er en evne, der kun er blevet vigtigere i takt med, at stadig flere beslutninger om sundhedsvæsenets udvikling træffes politisk”.

”Gunver har en helt særlig evne til at sikre, at vores faglighed bliver hørt og får indflydelse. Hendes betydning for almen medicin kan næsten ikke overvurderes, og jeg er utrolig glad for, at vi med Mahlerprisen kan give hende den anerkendelse, hun i den grad fortjener”.

Gunver Lillevang har især haft to store fokusområder i sit faglige og fagpolitiske virke.

Det ene er at sikre en vedvarende høj kvalitet i den lægelige videreuddannelse i almen medicin. Som ung læge arbejdede hun i Sundhedsstyrelsen, hvor hun bidrog til den store reform af speciallægeuddannelsen i 2003, der blandt andet betød, at almen medicin blev forlænget til en 5-årig speciallægeuddannelse. Siden var hun blandt andet meget aktiv omkring udarbejdelsen af målbeskrivelsen fra 2013 med et særligt fokus på kompetencevurdering.

Hendes andet store fokusområde har været at sætte ord på kernen i det almenmedicinske fag og at profilere almen medicin som speciale - dels over for studerende og unge læger, så der kan rekrutteres flere læger til faget, dels over for politikere og embedsfolk.

”Gunvers helt særlige evner til at mestre det politiske håndværk og opbygge relationer har været afgørende for, at der i dag er en bred anerkendelse af, at der er nødt til at være mange flere praktiserende læger for, at vi kan løfte fremtidens opgaver,” siger PLO’s formand Jørgen Skadborg.

Om Mahlerprisen

  • Mahlerprisen er de praktiserende lægers ærespris, der gives som en uansøgt hædersgave til en praktiserende læge, der har ydet en særlig indsats for udvikling af praksissektoren. Det kan fx være inden for forebyggelse, forskning, uddannelse eller organisatorisk udvikling. Prisen kan derudover tildeles en praktiserende læge for en særlig indsats for kvalitetsudvikling eller undervisning.
  • Mahlerprisen uddeles i fællesskab af PLO og Dansk Selskab for Almen Medicin (DSAM)
  • Mahlerprisen er opkaldt efter Dr. Halfdan Mahler, der var generalsekretær for WHO fra 1973-1988. Prisen uddeles i år for 35. gang.

Relaterede Nyheder