Gå til indhold

Med fælles forståelse får vi sundhedsreformen tilbage på sporet

Nyhed PLO

Vi deler slet ikke den grundlæggende mistillid og negative vurdering af den politiske forståelse, som Christian Freitag fremlagde i går i Sundhedsmonitor, skriver PLO’s formand og næstformand i fælles debatindlæg.

tv: Formand Jørgen Skadborg, th: næstformand Niels Ulrich Holm
Formand Jørgen Skadborg og næstformand Niels Ulrich Holm i fælles indlæg om den fælles forståelse mellem regeringen og PLO

Af Jørgen Skadborg og Niels Ulrich Holm, hhv. formand og næstformand for PLO

PLO og regeringen indgik forleden en fælles forståelse om den del af sundhedsreformen, der handler om almen praksis – det, som flere har betegnet som ”en reform i reformen”.

For de praktiserende læger er det meget vidtgående ændringer, der følger af sundhedsreformen: 40 % flere praktiserende læger, differentieret normtal efter patienttyngde, ny honorarstruktur, ændret styring og organisering, nyt system for tvistløsninger. For bare at nævne et par af de planlagte forandringer.

For den almindelige læser kan det måske lyde abstrakt og teknisk. Men for os praktiserende læger er det ”blodig alvor”. Det er vores hverdag og arbejdsliv, det handler om: Hvor meget vi skal arbejde, hvor længe vi skal holde åbent, hvor længe vores patienter skal vente på at få en tid, hvordan vi bliver honoreret, om vores grundlæggende retssikkerhed er garanteret.

Da det oprindelige udkast til lovforslag 2b i sommer blev sendt i høring, opstod der uro og utryghed blandt kommende og nuværende praktiserende læger.

Derfor er det utroligt vigtigt, at der nu er givet håndslag på, at PLO også fremover skal være en helt central aktør, der kan forhandle og indgå aftaler med det offentlige om blandt andet økonomi, honorarer, efteruddannelse, kvalitet, forskning, IT og mange andre vilkår. At ingen læger skal gå ned i indtægt, for at andre skal gå op. At det nye praksisklagenævn skal være frit og uafhængigt. At ingen skal have adgang til vores regnskaber, bare fordi de kan. At vi fortsat er en aktør i sundhedsvæsenet og ikke blot en leverandør. Og at det offentlige fortsat bygger et sundhedsvæsen på vores faglighed og visitation, mens vi bakker op om et sundhedsvæsen, der skaber lige adgang til alle. For bare at nævne nogle få af alle de væsentlige ting, vi er blevet enige om med ministeren.

Det er godt for patienterne, det er godt for samfundet, og det er godt for vores medlemmer. Og det er en forståelse vi har indgået i det, der på engelsk betegnes som ”good faith”. Vi har tillid til det offentlige, og det offentlige har tillid til os – for ellers er der intet fundament for at skabe det sundhedsvæsen, vi alle drømmer om, herunder at vi er mindst 5.000 praktiserende læger, der har tid til vores patienter og tid til at give mest til dem, der har de allerstørste behov.

Vi deler derfor slet ikke den grundlæggende mistillid og negative vurdering af den politiske forståelse, som Christian Freitag fremlagde i går i Sundhedsmonitor.

Vi forstår godt, at der hos mange kan være skepsis om, hvorvidt vi nu reelt er blevet imødekommet i den fælles forståelse. Hvis man grundlæggende ikke har tillid til systemet, er det svært at have tillid til det, der siges og skrives. Men hvis man på den ene side tager vores høringssvar og på den anden side tager forståelsespapiret, vil man se, at ministeren har lyttet og imødekommet langt størstedelen af vores bekymringer. Det er en vurdering, der deles af en enig bestyrelse for PLO.

Vi har derfor fuld tillid til, at de store forandringsprocesser i vores del af sundhedsvæsenet nu kommer til at ske i et aftalebaseret partnerskab mellem de praktiserende læger og det offentlige. Ikke hen over hovedet på os, men i et samarbejde, gennem dialog og aftaler.

PLO har fra starten bakket op om de gode intentioner bag sundhedsreformen. Her på det sidste havde der sneget sig en række tidsler ind blandt roserne. Dem har vi nu luget ud i. Set i det lys er vi særdeles tilfredse med den politiske forståelse, vi har aftalt med regeringen, som kan bidrage til, at de gode intentioner i sundhedsreformen kan blive en realitet. 

Indlægget blev bragt i Sundhedsmonitor den 25. september 2025