Flere praktiserende læger skal vende mistrivslen

"Sidst vi stod her – på Lægedage for et år siden – var sundhedsreformen endnu ikke landet.
Vi havde set sundhedsstrukturkommissionens anbefalinger. Vi havde set regeringens udspil. Vi havde hørt, at regeringen var tæt på at lande en aftale om en sundhedsreform.

Og ja – vi vidste godt, i hvilken retning det gik – og at det ville få stor betydning for almen praksis.

Om fredagen – da vi lukkede og slukkede Lægedage – kom aftalen om en sundhedsreform så. Og dermed svaret på det spørgsmål, som alle havde stillet siden kommissionen, blev nedsat: Blev der også lukket og slukket for almen praksis, som vi kender den i dag?

Det syntes vi ikke. Og PLO bakkede derfor fortsat op om intentionerne i reformen:

At der skal investeres massivt i almen praksis.

At vi skal udbygge det nære sundhedsvæsen.

At rammerne for vores kolleger, der har særligt mange syge og sårbare patienter, skal forbedres.

Og at vi skal blive mange flere læger – mindst 5.000 i 2035 - så ALLE patienter i HELE Danmark kan have en fast læge.

Alt sammen til gavn for dem, som det handler om: Patienterne.

Siden reformen kom, er der fulgt to lovforslag. Det første lovforslag lukkede ikke almen praksis – men det lukkede op for, at nogle klinikker skulle have flere patienter. Vi var bekymrede, men syntes vi fik en forståelse af, at væsentlige ændringer skal aftales med klinikkerne.

Hvis det første lovforslag gav anledning til bekymring, så ved jeg dårligt nok, hvordan jeg skal betegne sindstilstanden efter det andet lovforslag. Måske jeg kunne søge inspiration i temaet for årets lægedage, for mental mistrivsel var i hvert fald en omgående konsekvens.

For hvad ville det forslag betyde i praksis?

Mange spurgte sig selv – og mange sagde højt: Skal jeg holde åbent længere? Får jeg stoppet flere og flere opgaver ned i halsen uden forhandling? Sidder jeg tilbage med ansvaret, mens andre kan skalte og valte over min klinik og min tid efter forgodtbefindende? Og er der overhovedet skyggen af retssikkerhed tilbage i det nye system?

Den mistrivsel tog vi alvorligt. Og det gjorde vores minister også. For den var gift for den sundhedsreform, vi alle sammen bakker op om.

Jeg kan i dag med lettelse fortælle, at vi er tilbage på sporet. For vi har haft en minister, der har lyttet til vores bekymringer, og som har lagt sig i selen for at lave en ny fortælling og lovgivning om den fremtid, vi ser ind.

Det vil jeg gerne kvittere for. For det er ikke en selvfølge, at en minister på den måde personligt kaster sig selv ind i kampen for at få bragt en reform tilbage på sporet.

Reformen bevæger sig nu i en retning, vi som praktiserende læger kan se os selv i.

Det samme kan jeg desværre ikke sig om de forhandlinger med RLTN, der netop er brudt sammen.

Vi havde håbet at kunne lande en aftale for 2026, der understøttede ambitionen om flere praktiserende læger, herunder de 115 nye kollegaer vi regner med at få næste år. Men det har ikke være muligt.

Nogle har allerede forsøgt – og flere vil sikkert forsøge – at koble det sammen med forståelsespapiret. Til det kan jeg kun sige godt forsøgt, men hus forbi.

Vores forståelse med ministeren og vores opbakning til sundhedsreformen er intakt. Vi har ikke haft et sammenbrud i forhandlingerne på grund af sundhedsreformen, men fordi vi ikke syntes, at resultatet bakker op om sundhedsreformen.

PLO har ikke mistet troen på fremtiden – og vi melder os ikke ud af kampen. Tværtimod. Sammenbruddet er udtryk for, at vi VIL ambitionerne i sundhedsreformen, at vi VIL investeringen i flere læger og at vi VIL være med til at styrke det nære sundhedsvæsen.

Men for at det kan lykkes, skal økonomien følge med.

Kun på den måde kan vi læger bygge videre på det, vi allerede gør godt – og tage del i at udvikle det nære sundhedsvæsen, som patienterne har brug for.

For behovet for et stærkere og mere nært og sundhedsvæsen har sjældent været tydeligere end nu.

Én af de udfordringer, som kræver en styrkelse af det nære sundhedsvæsen, er den stigende psykiske mistrivsel, som er temaet for årets Lægedage og for den paneldebat, vi skal have om lidt.
Psykisk mistrivsel hos børn, unge og voksne. Hos mennesker, der kæmper med angst, stress og usynlige handicap.

Vi mærker det hver eneste dag i vores konsultationer.

For mental sundhed er ikke noget, der ligger ved siden af det øvrige sundhedsvæsen – det er vævet ind i alt, hvad vi gør.

Hver eneste dag møder vi mennesker, hvis psykiske trivsel påvirker deres fysiske helbred – og omvendt.
Og det er netop det, reformen skal hjælpe til med:

At give bedre rammer for at tage hånd om nogle af de største udfordringer i vores tid – ikke mindst den stigende psykiske mistrivsel og de mange mennesker med usynlige lidelser.

I almen praksis er kontinuitet ikke bare et ideal – det er vores måde at arbejde på.
Vi følger vores patienter gennem år og livsfaser. Vi kender dem, og de kender os.

Derfor kan vi opdage, når noget er galt – også når symptomerne ikke kan måles, men mærkes.
Og vi kan tage den samtale, som gør forskellen. For samtalen er ikke bare et redskab – det er et rum for indsigt, tillid og håb.

Vores individuelle og kollektive erfaringer med kontinuitet, konsultationsproces og samtaler med patienterne er i sig selv en fremragende basis for at kunne varetage patienternes behov på det psykosociale område.

Og det er samtidigt fagligt meningsfuldt – og menneskeligt berigende – at beskæftige sig med som læge.
Som praktiserende læger står vi midt i krydspresset mellem patienternes behov og et sundhedsvæsen, der mange steder er presset til bristepunktet.

Vi ser, hvordan patienter bliver sendt frem og tilbage – eller afvises – og hvordan nogle må vente alt for længe. Ikke fordi vores kolleger i sygehusvæsenet eller i psykiatrien ikke vil hjælpe – men fordi de ganske enkelt er for få.

Derfor er det både positivt og tiltrængt, at der nu investeres i psykiatrien. 10-årsplanen er et vigtigt skridt i den rigtige retning – og signalet er klart: Mental sundhed og psykisk sygdom skal tages alvorligt.

Og i mellemtiden er det os, der står med patienterne. Vi er deres – ambassadør – så at sige.
Vi ser dem, vi møder dem, og vi hjælper dem med at finde vej i et system, der ikke altid kan følge med.

Særligt for børn og unge er der brug for, at vi handler tidligere og mere sammenhængende.
Alt for mange mistrives, og jo tidligere vi opdager problemerne, jo bedre kan vi hjælpe.

Når vi bliver flere læger, kan vi bedre give den støtte, der skal til – både til børn og unge i mistrivsel, til sårbare patienter, som har svært ved at finde vej, og til mennesker med kroniske psykiske lidelser, der har brug for kontinuerlig støtte.

Kort sagt: vi kan tage et større ansvar, og vi kan gøre det med kvalitet og nærvær.

For at kunne løfte den opgave, skal vi hele tiden udvikle os som fag.
Derfor er efteruddannelse, supervision og det kollegiale fællesskab så vigtigt – så vi bliver ved med at have energi, indsigt og glæde i det, vi gør.

Men planer og reformer gør det ikke alene – det gør mennesker. Og det er os i almen praksis, der skal omsætte intentionerne til virkelighed i mødet med patienten.

Når vi får bedre rammer, og når vi bliver flere, kan vi tage et endnu større ansvar for mental sundhed – tættere på patienten, tidligere i forløbet, og med en helhedsforståelse, som ingen andre faggrupper har.

Så lad os bruge denne uge til at styrke vores faglighed, vores fællesskab – og vores tro på, at vi gør en forskel. For mental sundhed begynder i relationen. Og relationen – den begynder her, i almen praksis.

Tak for ordet – og rigtig gode Lægedage."