Ny aftale styrker det nære sundhedsvæsen til gavn for patienterne
Praktiserende Lægers Organisation (PLO) og Regionernes Lønnings- og Takstnævn (RLTN) er blevet enige om en etårig fornyelse af overenskomsten om almen praksis.
Aftalen imødekommer den stigende efterspørgsel på hjælp hos egen læge. Samtidig tages første skridt mod bedre lægedækning i de egne af landet, hvor behovet er størst, ligesom der indføres en ny ordning med fast tilknyttede læger på bosteder for personer med fysisk eller psykisk handicap.
”Der er i befolkningen en stigende efterspørgsel efter hjælp fra egen læge. Det skyldes især, at befolkningstallet stiger, og at antallet af ældre og multisyge, der hyppigt har brug for at gå til lægen, er i vækst. Hertil kommer en række nye opgaver, der har medført en betydelig stigning i antallet af konsultationer hos egen læge.”
”Med den aftale, vi har indgået, forsøger vi at imødekomme den stigende efterspørgsel efter hjælp fra egen læge og dermed opretholde samme behandlingsniveau som i dag. Det har været helt afgørende for PLO,” siger PLO’s formand Jørgen Skadborg.
Aftalen indebærer, at den økonomiske ramme allerede fra i år løftes, og niveauet hæves igen i 2025.
Med aftalen afsættes der herudover midler til en forøgelse af kronikerhonoraret for praktiserende læger i lægedækningstruede områder, og der afsættes en særlig pulje til rekrutteringsbesøg i områder med dårlig lægedækning.
”Jeg er glad for, at vi med aftalen tager skridt, der kan medvirke til at gøre det mere attraktivt at være læge de steder i landet, hvor behandlingsbehovene er størst, og lægedækningen er dårligst. Men jeg vil gerne understrege, at alle problemer med lægedækning dermed så langt fra er løst. Der er fortsat behov for markante politiske tiltag, herunder ikke mindst at der uddannes flere speciallæger i almen medicin,” siger Jørgen Skadborg.
Det indgår i den etårige aftale, at der etableres en ordning med faste læger på botilbud for borgere med fysisk eller psykisk handicap. Det glæder PLO-formanden:
”Vi har rigtig gode erfaringer med ordningen med faste læger på plejecentre, som nu er udbredt til stort set hele landet, og jeg er glad for, at vi nu begynder at etablere faste læger også på botilbud. Det vil styrke samarbejdet mellem almen praksis og kommunerne og give en bedre hjælp til nogle af de mest udsatte borgere i vores samfund og dermed bidrage til større lighed i sundhed”, siger Jørgen Skadborg.
Undervejs i forhandlingerne har også andre temaer været i spil, herunder endnu flere initiativer for at styrke lægedækningen og en forenkling af honorarsystemet. Parterne har dog aftalt at udskyde disse initiativer set i lyset af, at regeringen inden læge ventes at fremsætte et forslag til en sundhedsreform. Det er også en del af baggrunden for, at aftalen blot er etårig.
”Sundhedsstrukturkommissionen har fremlagt en række gode tanker i sit kapitel om almen praksis, og PLO ser frem til en konstruktiv dialog om, hvordan vi kan komme i gang med at styrke og udvikle almen praksis yderligere til glæde for patienterne,” slutter Jørgen Skadborg.
- Regionernes Lønnings- og Takstnævn (RLTN) og PLO er blevet enige om en etårig fornyelse af overenskomsten om almen praksis, der kaldes Aftale25.
- Hvis PLO’s repræsentantskab godkender aftalen, vil den blive sendt til urafstemning blandt PLO’s medlemmer. Hvis aftalen stemmes hjem, træder den kraft 1. januar 2025
- Med Aftale25 tilføres almen praksis en samlet merøkonomi på 431 mio. kroner. Det sker ved, at økonomien for almen praksis hæves med 146,7 mio. kroner i 2024 og med yderligere 137,6 mio. kroner i 2025.
- Der afsættes 60 mio. kroner til indsatser for bedre lægedækning i områder, hvor manglen på praktiserende læger er størst. Det er blandt andet midler, der styrker kapacitet og tid til patienter med KOL og/eller diabetes type 2.
- Ligesom der i dag er fasttilknyttede læger på plejecentre, indfører Aftale25 fast tilknyttede læger på bosteder for personer med fysisk eller psykisk handicap.