Detailstyring af patientantal hører ikke hjemme i almen praksis
Den nye nationale fordelingsmodel for lægekapaciteter risikerer at ramme skævt og skabe uro blandt praktiserende læger, advarer PLO-formand Jørgen Skadborg. Han efterlyser større fleksibilitet og frivillighed i udmøntningen af modellen.
”Den nationale fordelingsmodel kan være et udmærket redskab til at styre, hvor i landet der skal udmøntes nye lægekapaciteter i de kommende år. Det skal først og fremmest ske de steder, hvor behandlingsbehovet er størst, og der i dag er for få praktiserende læger. Men det vil være en stor fejl, hvis regionerne blindt styrer efter de lukkegrænser for hver enkelt lægekapacitet, der er indeholdt i modellen. Det er modellen ikke god nok til”.
Sådan lyder reaktionen fra formanden for Praktiserende Lægers Organisation (PLO), Jørgen Skadborg, på den såkaldte nye nationale fordelingsmodel om fordeling af ydernumre efter behandlingsbehov, som et ekspertudvalg under Indenrigs- og Sundhedsministeriet har udarbejdet, og som nu er sendt i høring.
”PLO er enig i, at udmøntning af nye lægekapaciteter i højere grad bør styres nationalt. Og vi bakker op om, at praktiserende læger med mange syge og sårbare patienter har mulighed for et lavere antal patienter. Men hvis man, med udgangspunkt i denne model, forsøger at pålægge praktiserende læger et højere antal patienter, risikerer det at føre til flugt fra faget og dermed forværre problemerne med lægemangel,” siger Jørgen Skadborg.
”Kæden hopper fuldstændig af, når man i den nationale fordelingsmodel vil detailstyre patientantallet helt ned på klinikniveau. Det, mener jeg, er udtryk for en uacceptabel detailregulering, hvor man overvurderer modellens holdbarhed og undervurderer de konkrete forhold, der kan gøre sig gældende i den enkelte klinik. Med et individuelt tal for samtlige lægekapaciteter vil man uundgåeligt komme til at ramme skævt mange steder. Det vil skabe uro og bekymring hos en lang række praktiserende læger, der i forvejen er presset af en stor arbejdsbyrde, og som nu kan frygte, at de vil blive pålagt at åbne for endnu flere patienter”.
”Jeg vil derfor efterlyse, at vi får en opdateret og mere fleksibel fordelingsmodel, hvor man i stedet fastlægger et gennemsnit for et afgrænset geografisk område, fx en kommune eller et sundhedsråd. Og jeg vil appellere til, at regionerne og de nye sundhedsråd bruger den nye fordelingsmodel med stor forsigtighed og med størst mulig frivillighed og fleksibilitet. Det vil sige, at man lever op til bestemmelsen i lovgivningen om, at et væsentligt højere normtal altid først skal søges aftalt frivilligt med klinikken ud fra en fælles forståelse af klinikkens samlede situation og muligheder. Dernæst bør man sigte efter, at der inden for et lokalområde som et gennemsnit passes det nødvendige antal patienter, i stedet for nidkært at gennemtvinge en bestemt lukkegrænse for de enkelte klinikker,” siger Jørgen Skadborg.