PLO Sjælland har fortsat viljen til at samarbejde om lighed i sundhed
For få måneder siden skrev jeg sammen med regionsrådsformand Heino Knudsen en klumme om vores fælles mål og indsats for at bekæmpe ulighed i sundhed gennem styrkelse af praksissektoren i Region Sjælland - en bæredygtig praksissektor som forudsætning for et bæredygtigt sundhedsvæsen. Behovet for et samarbejde om de fælles udfordringer er ikke blevet mindre siden da.
Af Camilla Høegh-Guldberg, Formand for de praktiserende læger i Region Sjælland
Jeg deltog i oktober måned i en konference afholdt af WONCA (verdensorganisation for de praktiserende læger), hvor det var tydeligt at udfordringer med en tiltagende ældre befolkninger med multisygdom og stigning i antal patienter med kroniske sygdomme kombineret med udfordringer på økonomiske og personalemæssige ressourcer er universel. Mange lande ser i den forbindelse mod Danmark, fordi det netop er lykkedes med at etablere en gatekeeper og tovholder funktion hos de praktiserende læger. Modellen sikrer, at de fleste patienter behandles i det nære sundhedsvæsen, hvor forskning har vist at systemet med en fast læge kan reducere antallet af sygehushenvisninger betydeligt. Den danske model er økonomisk billig og effektiv, men har desværre nu gennem en årrække har været under pres grundet et alt for lille politisk fokus på uddannelse, rekruttering og fastholdelse af praktiserende læger. Konsekvensen i form af ulighed i sundhed for patienterne er som bekendt markant i Region Sjælland.
2024 er på vej med store forventninger om at alle sundhedsvæsenets udfordringer løses, når Strukturkommissionen kommer med sine forslag til foråret. Men samtidig er der bekymring at spore fra alle sundhedsvæsenets aktører - for hvem skal lede, styre og stå for økonomien i det fagre nye sundhedsvæsen? Blækket er knap tørt på de nye regionale Sundhedsaftaler mellem regioner og kommuner – med PLO som støtteben – før parternes baglande nu synes at underminere dette samarbejde med de respektive udspil fra Danske Regioner og KL om fremtidens bud på organisering af sundhedsvæsenet. Jeg må også med dyb beklagelse konstatere, at de strategier, visioner og smukke ord om samarbejde og gensidig tillid, som regionsrådsformanden og jeg var så enige om skulle omsættes til virkelighed for at skabe lighed i sundhed og behandlingstilbud, er forsvundet i Danske Regioners netop udkomne udspil om Fremtidens almen praksis. I stedet gøres der op med den danske forhandlingsmodel og sættes spørgsmålstegn ved PLO som selvstændig samarbejdspartner, der tager medansvar for sundhedsvæsenets udvikling. Det synes jeg faktisk hverken er fortjent eller rimeligt.
Der har i årevis været talt om at strømline patientens vej gennem sundhedsvæsenet, om optimering af det tværsektorielle samarbejde – på tværs af sygehuse, kommuner og praksissektoren. Og om styrkelse af det nære sundhedsvæsen. Et tidligere ministerslogan hed ”alt, hvad der ikke er svært, skal være nært” – i virkeligheden er det størstedelen af patientens behandling, der foregår i det nære, hvor 90% af alle behandlingskontakter afholdes. Det svarer alene i Region Sjælland til 5,6 mio. årlige kontakter i almen praksis leveret af 206 lægeklinikker. Til dette skal lægges aktiviteten hos speciallæger, fysioterapeuter, psykologer, kiropraktorer, fodterapeuter og diætister - for ikke at tale om indsatsen i kommunerne – mens det heldigvis er en ret beskeden andel af patienterne, der henvises videre til den specialiserede sygehusbehandling.
Det giver i mine øje mening at styrke og udvikle den eksisterende velfungerende (og billige) struktur frem for at lave hele sundhedsvæsenet fundamentalt om - blot fordi man ikke politisk har handlet med rettidig omhu og gjort modellen tidssvarende. Det er bestemt på tide, at de praktiserende lægers ufleksible kontrakter med regionerne - der for en flerårig periode nationalt sætter rammerne for hvad de praktiserende læger skal løse af aftalte opgaver inden for et fastlåst budget - erstattes af mere smidige samarbejdsaftaler, der afspejler de lokale udfordringer og flytter ressourcerne derud, hvor behovet er størst.
Jeg ser stadig behovet for en national aftale, der sørger for en grundlæggende forventningsafstemning om hvad en praktiserende læge skal kunne levere fagligt og servicemæssigt. Men de praktiserende læger bør - såfremt de har de fornødne kompetencer – gives mulighed for at levere det, der er behov for lokalt – ud over de grundlæggende behandlingstilbud. På den måde sikres fremadrettet, at patienterne kan få ligeværdige tilbud i samspil og koordineret indsats med de omliggende kommuner og det lokale sygehus.
En styrket rekrutteringsindsats og strategisk placering af uddannelsesstillinger og ydernumre til almen praksis skal understøtte, at de områder, der har behov for læger, prioriteres – så de faglige miljøer kan styrkes i de nuværende lægedækningstruede områder af regionen. Patienterne og de faglige udfordringer er der allerede!
Et styrket samarbejde med speciallæger og sygehusambulatorier, herunder mulighed for let tilgængelig faglig rådgivning og sparring og mulighed for subakutte vurderinger ved behov, kan understøtte, at langt de fleste patienter med kroniske sygdomme kan behandles i det nære. De praktiserende læger kan tilbyde både at se flere og mere komplekse patienter, hvis de antalsmæssigt er flere og samtidig har adgang til samme udredningsmuligheder som sygehusets ambulatorier har. Forudsætningen er, at der er let og uhindret adgang til billeddiagnostik, blodprøvetagning og lign.
De praktiserende læger har igennem snart mange år haft velfungerende elektroniske patientjournaler, der let kommunikerer med sygehuse og andre samarbejdspartnere - og ikke mindst med patienterne. Dette bidrager til at skabe tilgængelighed og kan understøtte fælles patientforløb ved deling af relevante data. F. eks. kunne fælles sårjournaler, hvor hjemmepleje, den praktiserende læge og sårambulatoriet følger udviklingen gennem deling af kliniske fotos og målinger optimere samarbejdet. Deling af relevante data optimerer uden tvivl patientforløb, men faren ved at gøre alle data fælles er, at vi alle drukner i data. Og hvis der ikke er klare aftaler om hvem, der følger op og handler på delte data, så risikerer patienten at falde mellem flere behandlerstole.
Sundhedsvæsenet har udviklet sig. Almen praksis skal selvfølgelig følge med denne udvikling og være tidssvarende. Men det kræver ikke nødvendigvis en strukturændring af hele sundhedsvæsenet. Det kræver derimod konsekvente og målrettede investeringer i det nære sundhedsvæsen i form af mere tid, uddannelse og økonomi - og en politisk prioritering af relevante opgaver. Hvem der skal lede og styre denne udvikling er endnu uafklaret – men målet burde være klart: et samlet bæredygtigt sundhedsvæsen og lighed i sundhed på tværs af regionerne.