Stil op til repræsentantskabet og få indflydelse
Vil du være med til at beslutte, hvilken politik Overlægeforeningen skal føre? Vil du mødes med repræsentanter fra hele landet for at diskutere overlægers vilkår, sundhedsvæsenets fremtid og Overlægeforeningens arbejde og medlemsdemokrati? Så overvej allerede nu at stille op til valg til repræsentantskabet 2026.
Som medlem af repræsentantskabet er du med i Overlægeforeningens højeste myndighed. Det er repræsentantskabet, som vælger bestyrelsen og formanden, som tager stilling til overenskomstaftaler, og som godkender bestyrelsens beretninger og foreningens regnskaber.
Derudover diskuterer repræsentantskabet de emner, som er særligt vigtige for overlæger, ledende overlæger og cheflæger. Det kan være alt fra arbejdsmiljø til sundhedsstruktur eller lægelig ledelse.
Repræsentantskabet vælger også bestyrelsen og formanden – alle medlemmer kan stille op, men det er kun medlemmer af repræsentantskabet, der kan stemme.
Et til to møder om året
Repræsentantskabet mødes en til to gange om året. Det ene er om foråret forud for Lægemødet, og det andet møde ligger altid den første lørdag i oktober i forlængelse af FAS’ årsmøde.
Hvis du bliver valgt til det nye repræsentantskab, vil dit første møde være den 3. oktober 2026 på Hotel Munkebjerg i Vejle.
Selve valget
Du vælges til repræsentantskabet for to år og kan ubegrænset genvælges efterfølgende. De kandidater, som får flest stemmer uden at blive valgt som repræsentanter, er valgt som suppleanter.
Alle medlemmer af Overlægeforeningen kan stemme og stille op. Du stemmer og vælges i den region, du er ansat i pr. 1. maj 2026. For at valget kan gennemføres korrekt, er det vigtigt, at dine medlemsoplysninger er opdaterede. Se og ret dem på Min side på hjemmesiden (bag login).
Alle kandidater kan sende et valgoplæg (evt. med billede) til Overlægeforeningen, som bliver offentliggjort på hjemmesiden. Skriv til ld.fas@dadl.dk
78 repræsentanter fordelt på 5 regioner
Der skal vælges 78 repræsentanter. Derudover har Færøerne og Grønland hver én plads. De 78 pladser fordeles således (beregnet på medlemstal):
• Region Nordjylland: 7 pladser
• Region Sjælland: 10 pladser
• Region Syd: 16 pladser
• Region Midt: 16 pladser
• Region Hovedstaden: 29 pladser
Hvad med region Østdanmark?
Den 1. januar 2027 er den nye Region Østdanmark en realitet.
Ved dette valg har bestyrelse og det nuværende repræsentantskab besluttet at fastholde, at kandidater stiller op og bliver valgt i henholdsvis Region Hovedstaden og i Region Sjælland for at sikre bredest mulig repræsentation i den ny Region Østdanmark.
Den 20. april – 18. maj: Opstilling af kandidater
Du stiller op ved at udfylde den blanket, som bliver sendt på mail til alle medlemmer den 20. maj, og som også kan findes på valgsiden på læger.dk. Du kan også få et valgoplæg offentliggjort på læger.dk.
Fristen for at stille op udløber den 18. maj kl. 16.00
Den 1. juni – 12. juni: Stemmeafgivelse
Valget gennemføres som elektronisk afstemning blandt alle ordinære medlemmer af Overlægeforeningen i regionerne, på Færøerne og i Grønland. Det vil sige, at alle medlemmer får en mail med mulighed for at stemme.
Afstemningen åbner den 1. juni kl. 9.00 og lukker 12 juni kl. 12.00. Resultatet af afstemningen offentliggøres hurtigst muligt herefter.
Få mere at vide
Vil du vide mere om opgaven som repræsentant, kan du kontakte en af de nuværende repræsentanter og høre om deres erfaringer. Du finder repræsentanterne i din region her.
Du kan også læse mere om at være medlem af repræsentantskabet og om valget her.