Gå til indhold

Bliv tillidsrepræsentant for speciallæger og overlæger på din afdeling

Som tillidsrepræsentant (TR) er du med til at sikre en god arbejdsplads for dine kolleger, og at overenskomsten bliver efterlevet. Læs her om opgaverne, og hvordan du bliver valgt. Frem til 1. april 2027 er det særligt aktuelt, fordi der skal vælges og uddannes nye TR fælles for speciallæger og overlæger på alle afdelinger.

Valg af TR for speciallæger og overlæger

For at kunne stille op som tillidsrepræsentant eller -suppleant, skal du:

  • være medlem af Overlægeforeningen eller af Yngre Læger
      
  • have været ansat i en speciallægestilling eller som overlæge på afdelingen i mindst 1 måned 
      
  • være ansat på en afdeling med 5 eller flere speciallæger/overlæger ansat på den nye fælles overenskomst.

Hvis det er muligt, kan det være en fordel, at TR og TR-suppleanten kommer fra hver sin forening - henholdsvis Yngre Læger og Overlægeforeningen.

Når du bliver valgt som tillidsrepræsentant, skal du på TR-uddannelse, som udbydes af Yngre Læger og Overlægeforeningen i fællesskab.  

Er du helt ny som tillidsrepræsentant, skal du på et 2-dages kursus, hvor du får viden om overenskomsten og overblik over rammerne for din TR-rolle og dit mandat.

Har du allerede erfaring og uddannelse som TR, skal du på et 1-dagskursus, hvor du bliver grundigt introduceret til overenskomst for speciallæger og overlæger. 

Læs mere om TR-uddannelse for speciallæger og overlæger

Alle speciallæger og overlæger på afdelingen har stemmeret – også kolleger, der ikke er medlemmer af Overlægeforeningen eller af Yngre Læger.

Alle speciallæger og overlæger på afdelingen kan invitere til valg. Hvis der allerede er en tillidsrepræsentant på afdelingen, vil denne ofte gøre det.

Derudover er der ingen formelle regler for, hvordan valget skal gennemføres, men vi anbefaler:

  • Varsl valget i god tid (vi anbefaler minimum 2 uger før), så alle bliver bekendt med tid og sted. Mødet kan foregå fysisk eller online. 
     
  • Send mødeindkaldelse skriftligt via e-mail. Husk også kolleger, der er på barsel eller sygemeldte. 
     
  • Oplys dagsorden og hvilke kandidater, der har meldt sig på forhånd. Det skal også være muligt at stille op som kandidat på selve valgmødet. 
     
  • Aftal på forhånd, hvordan afstemningen gennemføres, f.eks. ved personligt fremmøde eller digital deltagelse på et onlinemøde. 
     
  • Hvis der er flere kandidater, anbefales det, at afstemningen foregår skriftligt.
     
  • Der kan gives fuldmagt til at stemme på en bestemt kandidat, eller til at en kollega stemmer på vegne af én. 

Som TR/FTR vælges du for en 2-årig periode fra den dato, du officielt tiltræder dit hverv. Når perioden er udløbet, kan du opstille igen.

Hvis du bliver valgt som TR

Når du er valgt som tillidsrepræsentant, skal du udfylde en anmeldelsesformular på Min side.  

Du modtager herefter en kvittering fra Yngre Læger og Overlægeforeningen, som du skal videresende til din arbejdsgiver.

Herefter får du et formelt velkomstbrev, og din arbejdsgiver modtager senere en formel anmeldelse fra sekretariatet.

Arbejdsgiveren skal godkende alle tillidsrepræsentanter
Hvis arbejdsgiveren ikke gør indsigelse mod valget inden for tre uger, er du formelt godkendt som tillidsrepræsentant og tiltræder dit hverv pr. 1. april 2027.

Log ind på Min side og anmeld dig som TR

Dine opgaver som TR kan variere meget, men omfatter typisk:

  • forhandling og dialog med ledelsen om arbejdstilrettelæggelse, udvikling af arbejdspladsen og lønforhandlinger om nye opgaver for dine kolleger 
     
  • forhandling af lokale aftaler og lønaftaler
     
  • bistå dine kolleger ved sygefraværssamtaler, tjenestelige samtaler, indgåelse af senioraftale - blandt andet som bisidder
     
  • samtaler med dine kolleger om deres arbejdsvilkår (forklare overenskomsten) 
     
  • møder med andre faggruppers repræsentanter, bl.a. i MED-udvalg
     
  • møder med din FTR og andre fora for speciallæger og overlæger
     
  • deltage i TR-uddannelse, forhandlingskurser, TR-dage med mere i Yngre Læger og Overlægeforeningen. 

Dine vilkår som TR

Når du er anmeldt som tillidsrepræsentant over for din arbejdsgiver, er du pr. 1. april 2027 omfattet af reglerne om særlig beskyttelse mod afskedigelse.

Det betyder, at dit opsigelsesvarsel bliver forlænget med 3 måneder, og at din faglige organisation altid vil bistå dig for at sikre, at en eventuel opsigelse ikke skyldes dit hverv som TR.

Vær opmærksom på overgangsordningen frem til 1. april 2027. 

Som led i OK26 er der aftalt en overgangsordning for de nye tillidsrepræsentanter for speciallæger og overlæger. Selvom du bliver valgt som TR, tiltræder du først officielt hvervet 1. april 2027.

Dog kan du i perioden frem til 1. april 2027: 

  • indgå i forhandlinger om lokale aftaler, der skal træde i kraft fra 1. april 2027
     
  • få den nødvendige tid til at varetage disse forhandlinger
     
  • deltage i TR-uddannelsen, som udbydes af Overlægeforeningen og Yngre Læger, (uddannelsen skal varsels skemalægger jf. arbejdspladsens regler for varsling om fravær).

Du er først omfattet af de rettigheder, der følger med TR-hvervet, når du officielt tiltræder den 1. april 2027. 

Det betyder bl.a., at du frem til 1. april 2027.:

  • ikke er omfattet af den særlige afskedigelsesbeskyttelse for tillidsrepræsentanter 
     
  • ikke har ret til TR-tillæg 
     
  • ikke har de øvrige rettigheder, der følger af MED-aftalen.

Tid og honorering – sådan er dine vilkår som TR og TR-suppleant
Som tillidsrepræsentant har du (jf. MED) ret til den nødvendige tid til at varetage dit hverv. Du har også ret til et tillæg for funktionen som TR.

Hvordan tid og honorering er tilrettelagt, afhænger af de lokale aftaler i den enkelte region.

De konkrete rammer for dit arbejde som TR på din afdeling, skal du aftale med din chef. Du kan evt. tage udgangspunkt i denne skabelon for en vilkårsaftale for tillidsrepræsentanter for speciallæger og overlæger, som er udarbejdet af Yngre Læger og Overlægeforeningen. 

Hent skabelon for vilkårsaftale her

Vilkår for TR-suppleanter
En TR-suppleant er også omfattet af den særlige afskedigelsesbeskyttelse for tillidsrepræsentanter (fra 1. april 2027), men har derudover ikke de samme rettigheder som en valgt tillidsrepræsentant.

Det betyder blandt andet, at suppleanter:

  • ikke har ret til et fast TR-tillæg eller honorering for opgaver, der udføres som suppleant 
  • ikke har krav på tjenestefri med løn til deltagelse i TR-kurser og lignende.

I nogle regioner eller på enkelte arbejdspladser kan der dog indgås lokale aftaler, som giver suppleanter bedre vilkår.

Hvis suppleanten fungerer som TR
Hvis en suppleant midlertidigt overtager TR-funktionen – for eksempel under barsel, sygdom eller anden længerevarende fravær – indtræder suppleanten i de rettigheder og vilkår, der gælder for en tillidsrepræsentant.

Det omfatter blandt andet TR-tillæg og de øvrige rettigheder, der følger med hvervet, i den periode, hvor suppleanten fungerer som TR.

Tue Kruse Rasmussen

Vær med fra starten - stil op som TR

"De nye TR’ere for speciallæger og overlæger bliver nøglepersoner på sygehusene. Det er poster, hvor du får indflydelse og virkelig kan gøre en forskel for dine kolleger.”

Sådan siger Tue Kruse Rasmussen, overlæge og indtil for få måneder siden speciallæge og forhandlingsleder i Yngre Lægers forhandlingsdelegation.

Læs hele interviewet med Tue Kruse Rasmussen