Sådan skaffer vi fast læge til alle
Her er fire indspark til de politikere, der forhåbentlig vil følge op på anbefalingerne fra Sundhedsstrukturkommissionen, når det handler om at sikre fast læge til borgere i hele landet.
Af Jørgen Skadborg, praktiserende læge i Billund, formand for PLO
Det at have sin egen faste læge er noget af det allervigtigste i et velfærdssamfund som det danske. Derfor er det umådelig trist, at 198.000 danskere slet ikke har deres egen, faste læge, men må tage til takke med regions- eller koncerndrevne tilbud, ofte med korttidsansatte vikarlæger.
Allerværst er det, at det især er i områder med mange multisyge, kronisk syge og ældre borgere, at der mangler praktiserende læger. Bogstaveligt talt er det de steder, hvor der bor flest syge, at det er sværest at få sin egen praktiserende læge. Det skaber en markant ulighed i sundhed, som vi ikke kan være bekendt.
Hvordan er det dog kommet dertil? Det korte svar er, at man siden årtusindeskiftet har truffet det politiske valg, at væksten i sundhedsvæsenet skulle ske på sygehusene, hvor antallet af læger er steget med ca. 75 pct. I samme periode er den primære sektor holdt på vågeblus: Antallet af praktiserende læger har været svagt faldende, der mangler praktiserende speciallæger i store dele af landet, og flere steder kan der være meget lange ventetider på behandlinger.
Resultaterne af det enorme løft på sygehusene har været gode, ikke mindst på kræftområdet, selv om den seneste tids historier i medierne har vist, at vi fortsat har – eller på ny har fået – udfordringer, der ikke må negligeres. Men vi er også nået dertil, at de politiske prioriteringer har skabt en enorm ubalance i vores sundhedsvæsen, der truer folkesundheden.
Heldigvis er der bred politisk enighed om, at der skal gøres noget for at rette op på situationen. Regeringen har nedsat en Sundhedsstrukturkommission, der skal gentænke hele vores sundhedsvæsen og blandt andet er blevet bedt om at se på, hvordan lægedækningen kan forbedres. Det hilser jeg velkomment, og jeg håber, kommissionen får kigget fordomsfrit på alle faktorer, der kan bringes i spil, så vi i stedet for lappeløsninger får løst problemet fra bunden. For det kan løses – ja, faktisk var problemet meget mindre, dengang vi havde amterne, hvilket i sig selv er tankevækkende.
Jeg har i overskriftsform fire indspark til Sundhedsstrukturkommissionen og til de politikere, der forhåbentlig vil følge op på anbefalingerne, når det handler om at sikre fast læge til borgere i hele landet:
- Sørg for, at der uddannes rigeligt med almenmedicinere
- Sørg for en stærkere national styring af lægernes geografiske fordeling
- Tilskynd til stærkere incitamenter, der tilgodeser de områder, hvor der bor flest syge
- Giv kommunerne en stærkere rolle og flere ressourcer til at tiltrække uddannelseslæger og praktiserende læger til lokalområdet.
Et enigt Folketing aftalte før valget, at vi om godt ti år skal være 5.000 praktiserende læger – 43 pct. flere end i dag. Og der sker faktisk noget: Der uddannes i disse år flere speciallæger i almen medicin end nogensinde før. I øjeblikket oprettes der hvert år 350 uddannelsespladser i almen medicin. PLO’s beregninger viser, at hvis målet om 5.000 praktiserende læger i 2035 skal realiseres, bør niveauet øges til 400 pladser om året. Vi er altså ikke i mål, men vi er kommet godt i gang.
Flere praktiserende læger er en grundforudsætning for at løse udfordringen med lægemanglen og lægedækningen. Får vi ikke dem, vil der fortsat mangle en fast læge til alle, og det eneste, vi derfor vil kunne påvirke, er, hvor i landet der skal være lægemangel.
For det andet mener jeg, at man bør overveje perspektiverne i en national styring af udbuddet af ydernumre, som er det, der kræves for at blive alment praktiserende læge, og dermed også en national styring af lægedækningen. I dag er der ingen samlet koordinering af, hvor og hvornår nye ydernumre kommer til salg. Det er groft sagt sådan, at når et par tusind nye studerende hver sommer flytter til de store uddannelsesbyer, så udløser det meget ofte nye ydernumre. Det er forståeligt, men alt andet lige betyder det, at vanskelighederne med at få besat eksisterende ydernumre på fx Bornholm, Lolland og Mors eller i Billund bliver meget større.
I stedet for, at vi som samfund sikrer en god fordeling af de samlede lægeressourcer, har vi således strukturelt skabt et system, hvor tiltrækningen af alment praktiserende læger bliver en kampplads. I PLO kan vi alene se til. Vi blev sat uden for indflydelse for snart et årti siden – i øvrigt med det formål at sikre en bedre lægedækning i hele landet.
På den lange bane kan vi ikke være tjent med, at der ikke er en fast læge til alle. For selv om problemerne i dag er størst i de områder, hvor der er færrest læger, er det ikke sådan, at læger i de bedre stillede områder går rundt i lediggang. Der er, desværre, i dag sygdom nok til alle. Men lige nu, hvor vi rent faktisk mangler praktiserende læger, er vi som samfund nødt til at tage en drøftelse af, hvem der skal bære byrden for fortidens synder. Er det de 20-årige studerende i vores universitetsbyer, eller er det den multisyge førtidspensionist i vores yderområder?
For det tredje bør vi med et åbent sind se på de praktiserende lægers honorarstruktur. Det er en vanskelig diskussion – ikke mindst for min egen organisation. Men det er uholdbart, at vi i dag har et system, hvor det generelt set er lettere at tjene penge og have et godt arbejdsliv som læge de steder i landet, hvor patienterne er sundere og mere ressourcestærke. Det burde jo være omvendt.
PLO og Danske Regioner nedsatte sidste år et Honorarstrukturråd, der netop er barslet med en række anbefalinger, som vi i fællesskab nu vil kigge på frem mod forhandlingerne om den næste aftale om almen praksis. I den proces bør en af vores centrale målsætninger være, at det langt bedre kan betale sig at være læge i de områder, hvor der er flest syge og sårbare patienter. Det kan vi blandt andet gøre ved i højere grad at differentiere de praktiserende lægers honorar, således at det tager højde for patienttyngden. Og ved at indføre nye ydelser målrettet mod udsatte og sårbare grupper som fx psykisk syge, multisyge, kronisk syge og ældre.
I de to seneste overenskomster har vi allerede taget skridt i den retning, blandt andet ved at indføre differentieret basishonorar, en ordning med faste plejehjemslæger og obligatoriske sundhedstjek på bosteder. Men vi skal meget længere ad den vej, før vi er i mål.
Endelig håber jeg for det fjerde, at man med åbent sind vil se på kommunernes rolle, når vi taler lægedækning. For når der mangler alment praktiserende læger i lokalsamfundet, er det først og fremmest kommunerne, det går ud over. Lægedækning er jo helt afgørende for, at et område bliver attraktivt for tilflyttere, og har dermed betydning for, om kommunen kan tiltrække fx pædagoger og skolelærere. Hertil kommer, at når almen praksis ikke fungerer, belaster det i alvorlig grad den kommunale plejesektor.
Det vil derfor være oplagt, at kommunerne får ressourcer og hjemmel til langt mere aktivt at involvere sig i at tiltrække uddannelseslæger og praktiserende læger, sådan som kommunerne faktisk gør i Norge. Selvfølgelig med respekt for de lokale muligheder og udfordringer, som kommunerne i sagens natur har den bedste forståelse for. Kommunerne kan fx hjælpe med job til ægtefælle, stille attraktive lokaler til rådighed for nye lægehuse og bidrage til at skabe sociale fællesskaber, som er med til at gøre kommunen til et attraktivt sted at søge arbejde og bo.
Der vil givetvis være delte meninger om mine forslag. Det respekterer jeg fuldt ud. Men jeg håber, at vi alle kan blive enige om, at lægedækning og dermed fast læge til alle er en bunden opgave for alle parter.