Gå til indhold

Udviklingssamtaler giver mere efteruddannelse

Nyhed Overlægeforeningen

Markant flere overlæger holdt den årlige udviklingssamtale med deres leder i 2023 end nogensinde før, men cirka en tredjedel må stadig undvære. Og det koster på både antal uddannelsesdage, og om man får en efteruddannelsesplan, viser undersøgelse fra Overlægeforeningen.

Syv ud af ti overlæger, ledende overlæger og cheflæger (71%) har været til udviklingssamtale (LUS – tidligere også kaldet MUS) i 2023. Det er markant flere end året før, hvor kun fem ud af ti var til samtale, og den fremgang er positiv, fastslår Overlægeforeningens formand Susanne Wammen: 

”Det er et markant fremskridt, at det store flertal i dag holder udviklingssamtaler med den nærmeste ledelse. Vi skal have den sidste tredjedel med, og så skal vi sikre, at samtalerne bliver brugt til noget godt – heriblandt at drøfte og planlægge efteruddannelse”. 

Udviklingssamtaler giver mere efteruddannelse

Den positive udvikling fremgår af Overlægeforeningens undersøgelse af medlemmernes efteruddannelse i 2023. 

Den viser, at udviklingssamtalerne har betydning for, om man får efteruddannelse: Næsten ni ud af ti (87%) af dem, der har være til LUS, har fået efteruddannelse i 2023, mens det gælder otte ud af ti (77%) af dem, som ikke har været det. Og mens halvdelen (54%) af de medlemmer, som har været til LUS, fik mere end fem efteruddannelsesdage i 2023, gjaldt det samme 43% af dem, der ikke har været til udviklingssamtale.

”Det er vigtigt at prioritere de årlige udviklingssamtaler. Det gælder i forhold til efteruddannelse, men også i forhold til den enkeltes udvikling og samspillet med afdelingens udvikling i øvrigt. Mange fortæller, at de ikke har fået samtalen, fordi der har været stor udskiftning i ledelsen, eller fordi det ikke bliver prioriteret. Her mener jeg, at det er vigtigt, at vi holder hinanden fast på at få afholdt samtalerne. Selvfølgelig skal der være tid til en årlig samtale, hvor vi sammen med vores ledere kan kigge lidt ind i fremtiden”, siger Susanne Wammen.

Den hemmelige efteruddannelsesplan 

Endelig er udviklingssamtalen afgørende for, om overlægerne får den efteruddannelsesplan, som overenskomsten fastslår, at man skal have. Kun 7% af de overlæger, som ikke har haft en udviklingssamtale, har en efteruddannelsesplan. Tallet er noget højere for dem, der har haft en udviklingssamtale – nemlig 34%. Det betyder dog stadig, at de fleste overlæger ikke har en plan for deres efteruddannelse. 

I undersøgelsen forklarer flere af Overlægeforeningens medlemmer i fritekst, at de ikke mener, en plan er nødvendig, fordi de i høj grad selv tilrettelægger deres efteruddannelse, mens andre ikke har hørt om en efteruddannelsesplan. Endelig nævner flere, at de anses for at være for gamle til, at en plan er relevant. En kollega fra Region Nord skriver for eksempel:

”Jeg er over 65 år, måske er det derfor, at jeg ikke har en plan. Men det er vigtigt, at også ældre overlæger har muligheder for vedvarende uddannelse. Det kommer i sidste ende afdelingen og især de yngre læger til gode”.

Susanne Wammen erklærer sig meget enig i, at både en efteruddannelsesplan og selve efteruddannelsen er vigtig for alle – uanset alder: 

”En efteruddannelsesplan giver både ledelsen og den enkelte mulighed for at planlægge efteruddannelsen mere strategisk og flerårigt i forhold til afdelingens behov og de individuelle ønsker. Det kan være, at ledelsen har brug for at sikre et generationsskifte indenfor et område. Det kan være, den enkelte overlæge ønsker at styrke sine kompetencer indenfor ledelse for at komme i spil til en kommende cheflægestilling. Det kan være, at der er helt andre ønsker og behov, og de er vigtige at forholde sig til, uanset hvor mange år, man har foran sig i stillingen”, siger hun og slutter.

”Det var først i 2021, at vi fik skrevet ind i overenskomsten, at alle skal have en efteruddannelsesplan, så jeg håber, at vi fremover vil se samme positive udvikling som med udviklingssamtalerne: at flere også får lagt en plan. Det vil både gavne den enkelte og afdelingerne”. 

Figuren viser, hvor mange ledere der har fået udviklingssamtale i 2023.