En togulykke i slowmotion

Af Karin Zimmer, praktiserende læge i Hørsholm og medlem af PLO’s bestyrelse

I mine snart 25 år som praktiserende læge, hvor jeg har opbygget et nært kendskab til en stor del af mine patienter – ofte henover tre generationer - har jeg oplevet udviklingen af det danske sundhedsvæsen: Først og fremmest som et voksende antal komplekse patientforløb, som jeg i tiltagende grad bruger tid på (godt for mine patienter), men også tiltagende komplekse og snærende rammer for mit arbejde (ikke godt for nogen).

De sidste 10 år har jeg brugt en ikke ubetydelig del af min tid som aktiv i fagpolitik, båret af en bekymring for primærsektoren og mine patienter, som indimellem løber spidsrod mellem mig og et tiltagende specialiseret sygehusvæsen, som nærmest er blevet til et uegnet opholdssted for kernekunderne, som en agtet kollega har formuleret det.

Men også båret af en undren over den træghed, som findes i det regionale politiske og administrative system, der har forsømt at udvikle det nære sundhedsvæsen og sikre lægedækning i alle egne af landet og understøtte almen praksis i de områder, hvor der er en overvægt af ældre, multisyge og borgere med psykiske lidelser.

Danske Regioner beklager sig nu over, at der skal forhandles om de opgaver, de praktiserende læger skal løse. Vær dog stolt af den danske model for almen praksis, hvor aftaler forhandlet mellem parterne i næsten en menneskealder trods alt har ført os til den almen praksis, vi har i dag, som misundes os uden for Danmarks grænser, og som leverer et kæmpe stykke arbejde hver dag – på trods.

Danske Regioner skriver i deres oplæg, at de vil styrke almen praksis og sikre udvikling. Men hvorfor har de så ikke gjort det? I de 17 år, regionerne har haft ansvaret for almen praksis, er antallet af praktiserende læger faldet med 2 pct., mens antallet af sygehuslæger er vokset med 48 pct. I samme periode er antallet af borgere steget, og danskerne bliver ældre og mere syge.

Hvis man vil have en almen praksis til den pris, man betaler i dag (1540 kr. pr borger pr. år), baseret på klinikker drevet selvstændigt af ejerlæger og med en høj grad af læge-patientkontinuitet, må man være parat til det ekstra arbejde, det giver at skulle forhandle kontrakten og genforhandle den, hvis vilkårene ændres.

At Danske Regioner i stedet ønsker at fratage almen praksis indflydelse på rammerne for praksisdrift, ved at den enkelte praksis skal indgå en kontrakt med regionen, som ikke er til forhandling, samtidig med at lægen fortsat forventes at have det fulde økonomiske og ledelsesmæssige ansvar for personalet, er i bedste fald udtryk for, at der er nogle, som ikke har lavet deres hjemmearbejde. I værste fald med fuldt overlæg et forsøg på både at blæse og have mel i munden.

En (fiks) idé eller ”vision”, som jeg frygter, kan komme langt i det politiske system, før nogen opdager, hvilke konsekvenser det vil få.

Allerførst: Ingen selvstændig praktiserende læge vil indgå en kontrakt uden mulighed for at forhandle vilkår og opgaver – uanset honorering. Det vil entreprenøren heller ikke, når han skal bygge et supersygehus.

Vi risikerer derfor at skulle se ind i en periode med et øget frafald af praksisejere, som får nok og opsiger deres ydernumre og lader sig ansætte i stedet. Arbejde er der nok af; selv en garvet 60-årig praktiserende læge som mig kan høre musikken i et lille retrætejob, hvor jeg kun skal møde mine patienter og ikke har ansvar for alt det udenom. Og kan jeg ikke lide lugten i bageriet, jamen så kan jeg finde mig et andet sted at arbejde. Men stakkels, stakkels patienter, der mister det at have deres egen, faste læge, som de har kendt gennem mange år.

Er det virkelig det, man ønsker sig i Danske Regioner? Min erfaring er, at regionerne er ganske dårlige til at drive almen praksis (regionsklinikker, som er langt dyrere, har svært ved at fastholde lægerne og henviser langt flere patienter videre i systemet end almindelige klinikker). I Sverige, som har sammenlignelige vårdcentraler, ofte drevet af det offentlige, er prisen langt højere end for en almindelig dansk almen praksis.

Konsekvensen af, at regionerne hurtigt må give fortabt som driftsherrer i almen praksis, bliver i stedet, at vi kommer til at se store koncerner på udenlandske hænder opkøbe dansk almen praksis hen over en årrække. Når de er store nok, med loven om seks ydernumre pr. (stråmands)læge i ryggen, får piben en anden lyd i forhold til kontrakter – så skal Danske Regioner til at forhandle med udenlandsk ejede koncerner. Resultatet bliver væsentlig dyrere og tilsvarende dårligere.

Vi ved fra forskning, at langvarig relation og kontinuitet mellem læge og patient giver mindre dødelighed, flere leveår, færre indlæggelser og genindlæggelser og mindre medicinforbrug. Vi har til gode at se, at koncernklinikker, udbuds– og regionsklinikker nogensinde vil kunne tilbyde det samme.

Alt imens vi skal se på afviklingen af den danske model for almen praksis, en togulykke i slowmotion, hvor man politisk hellere vil have bevidstløs styring uanset pris end en bæredygtig, prisbillig almen praksis med fast læge til alle, kommer vi sideløbende til at se ældre, sårbare, multisyge og psykisk syge borgere hænge udover skinnerne i dette tog i fast rutefart mellem fragmenterede sundhedstilbud, med et øget antal indlæggelser til følge.

Er det en stor pris at betale at anerkende, at selvstændige praktiserende læger med et kæmpe populationsansvar i egen praksis (hvor de til gengæld bliver og leverer varen i mange år), selvfølgelig har stor indflydelse på vilkår, rammer og opgavemængde?

Det er svært at udvikle almen praksis, når vi ikke har mulighed for at balancere økonomi og opgaver. Husk på, at vores dør er åben for enhver af vores patienter, som har en helbredsbekymring - og godt for det.

Hospitalerne kan lukke ambulatorier og afslutte patienter, når de skal spare. Men hvor tror I, patienterne så går hen? Vi praktiserende læger vil og kan løse opgaverne i endnu højere grad i fremtiden. Men giv os nogle ordentlige vilkår og hjælp os med at få læger ud i hele landet.

Personligt sidder jeg i små og få lokaler med mine to kolleger, sygeplejersker og sekretær. Vi har i min kommune Danmarks ældste befolkning og bruger en hel dag om ugen på det lokale plejecenter. Vi har næsten 700 borgere med kronisk sygdom, heraf mange med mange samtidige sygdomme, som alle kommer mindst 2 gange om året til kontrol. Vi mangler tid, lægehænder, sygeplejersketider og plads. Intet af dette har vi mulighed for at løse, fordi det vil øge vores aktivitet og vores udgifter, uden at der følger ressourcer med.

Sådan har man holdt almen praksis i en økonomisk spændetrøje i over 10 år. Samtidig har man glemt at uddanne flere praktiserende læger til at dække behovet. Konsekvensen er allerede i gang.

Rekrutteringsudfordringer i de dele af landet, hvor de sygeste borgere bor, dårlig trivsel generelt blandt praktiserende læger, som er aldrende, med en stor andel af læger + 60, som vil overveje deres sidste år i almen praksis.

Det er heldigvis besluttet at uddanne flere praktiserende læger – men er I sikre på, at de ønsker at arbejde i den model for almen praksis, regionerne ønsker at opbygge, hvor alting dikteres fra oven? Det er jeg desværre meget bekymret for, at de ikke vil.

Vi kan allerede nu se, at søgning til hoveduddannelsesforløbene til almen medicin falder – de unge læger vil lige vente og se, hvad der sker med almen praksis til efter Sundhedsstrukturkommissionen – ved at holde mulighederne åbne – man kan jo altid vælge et andet speciale.

Kære Sundhedsstrukturkommission, kære politikere: Tænk jer om!

Indlægget er bragt i Berlingske Tidende 16. januar 2024