Gå til indhold

FAKL Nyt Dansk Selskab for Kommunallæger (DSfK)

Udsendt 19. december 2024

Julefreden er langsomt, men sikkert ved at sænke sig, og dermed er det også tid til årets sidste nyhedsbrev fra FAKL.

FAKL har i længere tid ønsket, at Dansk Selskab for Kommunallæger (DSfK) bliver ”genstartet” således, at DSfK i fremtiden kan blive vores fælles omdrejningspunkt for den fag-faglige udvikling.

I DSfK kan alle kommunalt ansatte læger nemlig mødes omkring lægefaglige emner, uagtet hvor vi er organiseret i Lægeforeningen.

At vi har et videnskabeligt selskab, er en ret enestående mulighed for at udvikle og udveksle lægefaglige emner på vores særlige arbejdsfelt, men det er også muligheden for, at vi som læger bliver hørt.

De faglige selskaber har blandt andet mulighed for at afgive høringssvar i forskellige sammenhænge, og det er en unik mulighed for at blive inddraget. Det kommende år kommer til at byde på mange nye tiltag i forhold til organisering i det ”nye nære sundhedsvæsen”, så det er vigtigt, at vi som læger, der arbejder i en kommunal kontekst, får en ”fag-faglig” stemme ind i denne proces. 

Derfor er nytårsønsket, at det må lykkes at opstarte aktiviteter i DSfK i 2025!

Der kommer i næste nyhedsbrev primo 2025 mere information, men hvis du allerede nu sidder og tænker, at du har lyst til at høre mere om DSfK (og måske endda bidrage ind i det), så send straks en mail til den nuværende formand for DSfK Tine Keiser-Nielsen tinekeiser@hotmail.com

Jo flere der melder sig, des mere sandsynligt er det, at vi sammen lykkes, og hvis vi er mange nok, kræver det kun ganske lidt af hver enkelt.

2024 har budt på en ny overenskomst, hvor vi alle har mærket et lille, men tiltrængt lønløft før sommerferien. I 2025 kan vi se frem til, at pensionsprocenten øges, og i fremtiden kan noget af denne omveksles til løn.

I ønskes alle en glædelig jul og et godt nytår.

Lene Annette Norberg, formand for FAKL