FAKL-Nyt Formandsberetning, OK26
Udsendt 12. december 2025
Kære medlemmer,
Vi vil gerne takke alle, der deltog i vores generalforsamling forleden. Det blev en rigtig vellykket aften med flot fremmøde, gode drøftelser og et konstruktivt debatklima. Det var desuden en stor fornøjelse at runde aftenen af med en fælles middag, hvor der var god tid til at socialisere og styrke det kollegiale fællesskab.
Formandsberetningen
Formandsberetningen fra generalforsamlingen ligger nu tilgængelig på vores hjemmeside.
Vi opfordrer alle interesserede til at læse den – enten for første gang eller som et tilbageblik på årets faglige og organisatoriske hovedpunkter.
Tak for et spændende og engagerende 2025
2025 har været et år præget af omfattende reformer og nye lovinitiativer, som på forskellig vis har berørt vores arbejdsområder. Det har krævet både opmærksomhed og faglig stillingtagen, og vi vil gerne takke for den store interesse og det solide engagement, som medlemmerne har udvist gennem året.
Tak for jeres opbakning og involvering i en tid med mange forandringer. Vi ser frem til at fortsætte det gode samarbejde i 2026.
Overenskomst 2026
Overenskomstforhandlingerne starter i januar, og vi glæder os til snarest muligt at kunne orientere jer nærmere om proces, tidsplan og indhold.
Vi udsender et særskilt nyhedsbrev, så snart de første informationer ligger klar.
Bestyrelsens konstituering
Umiddelbart efter generalforsamlingen konstituerede den nye bestyrelse sig. Bestyrelsen ser herefter således ud:
- Lene Annette Norberg – fortsætter som formand
- Tine Keiser-Nielsen – fortsætter som næstformand
- Ivar Heltberg – fortsætter som kasserer
- Stephanie Frausing Knudsen
- Annett Christensen Rios
I ønskes alle en glædelig jul og et godt nytår.
Lene Annette Norberg, formand for FAKL