FAKL Nyt OK26 forlig for læger i kommunerne
Udsendt 5. marts 2026
Kære medlemmer
Så kom overenskomsten for alle ansatte i kommunerne endelig på plads.
På vores eget område er jeg især glad, for at vi har fået præciseret, at uddannelse for kommunalt ansatte læger kan være andet og mere end kurser. Det har vi sloges for i mange år.
I den fælles aftale for alle kommunale lønmodtagere er der også flere forbedringer efter lange og svære forhandlinger.
Det er ingen hemmelighed, at forhandlingerne har været meget svære i år og har trukket længe ud. Så meget desto mere er jeg glad for, at vi har opnået et godt resultat med pæne lønstigninger, der sikrer reallønnen, mere fleksibilitet og en fritvalgsordning. Jeg mener, at det gavner arbejdsmiljøet og er godt for både arbejdsgivere og den enkelte læge.
Det får du med den nye overenskomst:
- En økonomisk ramme på 9,09 pct.
- En markant lønstigning på 6,27 pct., der giver en god reallønsudvikling.
- En helt ny fritvalgsordning. Her kan du vælge mellem løn, frihed og pension.
- En præcisering af, at uddannelse er mere end kurser med formuleringen ”fagligt relevante kompetenceudviklingsaktiviteter kan træde i stedet for efteruddannelseskurser”.
- En stresspakke med forebyggende initiativer styrker kampen mod stress på de kommunale arbejdspladser.
- En familiepakke, der giver bedre vilkår for børnefamilier, med bedre barselsvilkår og mulighed for at være hjemme den dag, ens barn bliver ringet hjem og tre dage frem.
Læs mere om de elementer, der gælder for alle kommunalt ansatte her:
Faktark: OK26 en kommunal ramme på 9,09 pct.
Forlig: Aftale mellem KL og Akademikerne om overenskomst- og aftalefornyelsen pr. 1. april 2026
Venlig hilsen
Lene Annette Norberg
Formand for FAKL